Rødlig farved Solen Vestens Hav
Gled fra Krandsene paa Kors og Grav,
Og forsvandt i Guld paa Havets Flade.
Sagte surrende til fierne Hiem,
Hvor en Bondefløite hilste dem,
Søgte nu et eenligt Chor af Bier,
Og kun svagt klang Lundens Melodier.
Skumring hviler nu paa Himlens Blaae,
Hvor en enkelt Stierne venlig blinker,
Og et eenligt Seil paa klare Aae;
Bondens Skorsteen Aftenbakken vinker;
Taagen driver hvid i tynde Lag,
Fiernt paa Søen pladsker Aareslag,
Og en vaagen Frøes Qvæk i Dammen
Toner nu med Bedeklokker sammen.
Frem af Skyen over Lundens Krands,
Svøbt i hvide Dunster, Maanen iiler,
Skiøndt den blegt paa Kongelyset smiler;
Om det Gravkors, Solen varmed før,
Kaster den sit veemodsfulde Slør,
Og belyser den, hvis Taarer rinde
Ved en kiærlig Vens forfaldne Minde.
Eensom vandrer jeg ved Aaens Bred,
Seer, hvor Sølvglands over den sig flyder,
Hvor det Blomsterløv, som dryssed ned,
Hvirvlende i evig Spøgen flyder —
Ak! men eene seer jeg Bølgens Dands
Fletter ingen Ven en Kornblomstkrands,
Hører eene Nattens Stemmer bæve,
Seer allene Aftenchoret svæve.
Høitidsfuldt, som naar en Sommernat
Uden Tordenslag og fiernt det lyner,
Skyndeligt, som naar der farer brat
Mig forbi en natlig Hær af Syner,
Sværme Tanker nu min Siel forbi,
Som jeg elsker, men forvildes i —
O! da hvisker mig hver natlig Scene:
I Naturen er dog du allene!
O! da skimter dobbelt veemodsfuld
Maanen ned paa Kirkegaardens Bregne,
Vinden stryger over Graves Muld,
Liigsang toner om mig allevegne.
Ak! men ved min ubekiendte Grav
Tørrer ingen Ven en Taare af;
Mangen, som jeg elskte, kold vil ile
Der forbi, hvor da mig undes Hvile!
L. Kruse.