I kjære Venner, som mit ringe Hus beære,
O bliv ei vred derfor! — jeg beder lad mig være!
Min Dør staaer aaben, Gud! ugjæstfri er jeg ikke;
Og kan jeg tjene Jer, saa tal, o lad ei være!
Men naar jeg sidder taus og mine Tanker flyve
Med Himlens lyse Sky, saa lad i Fred mig være!
Naar jeg, — ak jeg er til den slemme Synd forfalden,
Skriver et lille Vers i Smug, saa lad mig være!
I veed jo selv, hvor høit mig smigrer eders Selskab —
Kun naar jeg har Visit af Musen, lad mig være!
Hun hersker kun en Stund, en kort, en flygtig Time,
O, men kun denne Stund forstyr ei, lad det være!
I veed jo selv, hvor høit jeg skatter eders Venskab,
Men seer I hende, gaaer da bort og lad mig være!
Det er en stikken Tøs, skinsyg som en Xantippe —
Gaaer sagte, uden Støi igjen og lad mig være!
Og een Ting — Venner — kan hun nu slet ei fordrage:
Derfor — à revoir — I Gode, lad os være!
I Kvæld, ved en Cigar, naar mildt Pokalen funkler,
Saa skal, min Tro, ei meer jeg sige: lad mig være!
Saa skal jeg snakke med om Politik og Byen;
Men kun om Morgenen, I Kjære, lad mig være!