1.
Det falder mig træls
at røre tungen;
en sten på brystet
stemmer for åndedrættet.
Med ordets tryllemagt
har det Sig trangt,
når tankens hus
i stormen hælder.
2.
Digtergaven,
den idræt for guder,
ypperst af alle
fra oldtider,
for den er der lukket;
fra sindets lønkamre
vælder den ikke;
det volder sorgen.
3.
Lydefrit lystrede
mig længe ordet,
viddets våben,
vel slebet;
men nu bruser brændingen
ind mod mine bådskure
og dundrer på døren
til min faders dysse.
4.
Thi med min æt
lakker det mod enden,
som en skov skæmmet af stormen.
Den mand har mistet
sin munterhed,
der har set sine dyrebare
båret som lig over dørtærskelen.
5.
Først vil jeg mindes
min faders endelig
Min moder
mistede jeg.
Inderst i sjælen
slynger et løvværk,
de gamles minde,
sig gennem min tanke.
6.
Det hul, som bølgen
brød i min faders
gamle slægtsgærde,
det græmmer jeg mig over.
Men skarret efter min søn,
som søen slog,
det ved jeg vil altid,
altid stå åbent.
7.
Meget har Ran,
havet, berøvet mig.
Ene er den,
hvem ingen elsker.
Mine slægtebånd
har søen sønderslidt;
livsstrengen i mit bryst
er bristet.
8.
Kunne jeg skifte
mig ret med spydskaftet,
da var det ude
med ødelæggeren.
Kunne man få ram
på den våde rovmorder,
gik jeg i holmgang
med havet gerne.
9.
Men jeg fandt
mine kræfter for få
til at binde an
med min Søns bane.
Åbenbart
er det for alle,
at oldingen
er enligstillet.
10.
Meget har Ran
berøvet mig.
Sent forvindes
ve over frændedød,
senest når han,
der var ættens håb,
blev taget bort
til lysere boliger.
11.
Det ved jeg selv,
at i min søn
ytrede sig ikke
slet mands anlæg.
Raskhed, rankhed
var ham beredt,
havde ej Odin
lagt hånd på ham.
12.
Altid var han
og jeg enige,
hvad så resten
rådede til.
Mit hus
holdt han oppe,
mine Støtter
stivede han af.
13.
Ofte følte jeg
savnet af fæller;
blottet i ryggen
er den broderløse.
Det tænker jeg på,
når tvist trækker op;
ene mand
har lange øjne.
14.
Hvor finder man nu
en modig fælle,
en stalbroder,
uræd for stålet?
Uden lyst
farer man med lempe,
når vennernes antal
skrumper ind.
15.
Ransag, om du vil,
ryst hele fylket,
der lever ikke en,
du kan lide på.
Her falbyder man
sin broder for bøder
og åbner en handel
i hævnsager
16.
Det siger man for sandt,
at mister man en søn,
gives ingen anden erstatning
end at avle en ny;
heller ikke
fyld er man hullet
med den første den bredeste
efter en broder.
17.
Hoben huer mig ikke.
Frækhed og fred
følges ad.
Min døde dreng,
del af sin moder,
han er faret hen
til fædrenes solboliger.
18.
Skibenes fjende,
den skummende
manddraber
står mig imod.
Kraftesløst,
når sorgen kører,
raver tankernes
tunge læs.
19.
Min anden søn
af sygdom,
helsot,
for heden.
En dreng
uden dadel,
af ingen
ilde omtalt.
20.
Det glemmes ikke,
da livets giver
gramsede til sig
gaven igen,
ættens blomst,
blod af mit blod,
og al min hustrus håb.
21.
Med livets herre
var jeg forligt.
Pligtskyldigst
holdt jeg pagten,
til Odin selv,
al skæbnens ophav,
af eget vælde
brød venskabet.
22.
Jeg ofrede gerne
til alfader Odin,
gudernes øverste,
siden man gør det.
Dog skylder jeg
skjaldenes fader
det, der er mere
end magt, i ulykker.
23.
Af ulvens banemand,
den gamle blodsudgyder,
fik jeg fejlfri færdigheder,
dertil et sind,
om nødte somme
lurende avindsmænd
til åbent fjendskab.
24.
Hårdt er jeg ramt.
Nu står Hel,
den nådeløse,
ude på næsset.
Dog skal jeg glad
og med god vilje
bie mine dage
på døden.