Denne stillestaaende lille Fortælling fra Aarhundredets Begyndelse, den Gang vore Bedsteforældre vare raske og varmblodige nygifte Folk, er bygget paa Breve og Dagbogsblade, paa Miniaturportræter og Stambøger, og Helten hedder Avgust, mens hun hedder Rosalie, og de bor paa Frederiksdal.
Men husk nu paa, at det var ganske andre Tider den Gang, og ganske andre Mennesker. Bare nu det, at Mandfolk kyssede hinanden og gik og viste deres Lægge frem i Silkestrømper og sad og sang over deres Vin, bare det, at det ikke var én af femogtyve Damer, der kunde spille, og hvis hun kunde, saa i Almindelighed paa Guitar!
Det er blot for at vise Afstanden, at nu netop det bliver fremhævet, og ikke fordi det faar noget at sige i Historien.
Derimod noget andet: tænk en Gang over, hvad Hjemmet var i de Dage. Man kan ikke sige, at det nu kun er det Sted, hvor man gaar hen for at sove og sidde til Bords; men det er ganske vist ikke det snævre altopslugende Fædreneland, som det den Gang var. Livet udenfor er nutildags ikke Trapezunt, Sahara, Planeten Mars eller Mælkevejen, dét er Alfarveje nutildags, gamle velbekjendte Veje, der løbe sammen til et Torv i vore Dagligstuer; men i gamle Dage, da var Livet udenfor noget, man rejste til og kom hjem fra, eller fik det i en Samtale Lov til at komme indenfor ens Døre, var det som en Mappe med kuriøse Kobberstik, man tager frem af et Skab, naar Børnene er kommen i Seng. — — —
1883?