Hvor den flade Mark løfter sig tungt
I en langlig, kamløs Bølge,
Har Lyngen Fred.
Der er stride Blade med sære Former,
Der er vilde Blomster med stærke Farver,
Og over dem alle — alle løfter
En enlig Tjørn sin tunge Krone.
Der gaar ingen Stier til Tjørnens Fod,
Vejene løbe den sky forbi i bratte Bugter;
Der er ingen Reder i Tjørnens Top,
Solens Straaler er bange for den,
Der hænger altid Dug i dens Grene.
Men naar graalig Taage gjør Maanen mat
Og Nattevinden bølger sukkende om Lande
Og brister ud i .....
Naar den slaaer mod de tusende Kirkegaardsdiger:
Da er der Liv af Død om den gamle Tjørn,
Da er der Gang af Skygger,
Da er der Nyn af døde Blomster
Og Klang af glemte sjunkne Klokker.
Og didhen Vinden da fra Tjørnen naaer
Der fødes Angst og Drømme.
For Tjørnen er Gravtræ,
Dens Rødder rinde
Blandt døde Mænds Ben ...
75?