I.
Livsranken bugter fyldig sig og frodig
Frem for jer Sans;
Haabets det rige Lys omslynger modig
Druernes Krans;
Farver i Live spiller under Løvet,
Hvilende Toner svulme frem til Lyd.
Grib det alt og øv det!
Lev det og nyd!
Ungdommens Almagt syder jer i Aarens
Ilddrukne Kraft,
Længes at skabe og i Gerning baaren
Skue sin Saft.
Spænd da jer Verdens dristigt brudte Buer,
Slyng da dens slanke Søjler imod Sky;
Fyld med Hjærtets Luer
Verden den ny.
II.
Hilsen fra Dyrehavens Dryader.
Længe nok har vi været om at komme,
Skøndt os et Ekstratog førte her til By’n.
Nu vil vi glad
Synge jer et Kvad,
Svinge jer i Rytmernes brogede Rad.
Allemand har vi tavse Vidner været
Til Eders Kærligheds første Morgengry,
Set er hvert Smil,
Stævnemødets Il,
Kærlighedsdrømmenes vidunderlige Reel.
Derfor vi nu en Hilsen vil jer bringe,
For at I kan se, at vi ikke har jer glemt,
I og vi har Il;
Skynd dig, Kirsten Pil!
Stille, nu begynd . . . . .
Nu Skoven er øde
Og fløjet hver Fugl,
Smaakilderne døde,
Og Blomster i Skjul.
Sig Dagslyset dølger
Ved Taagernes Barm,
Kun Sneblomster bølger
Om Vinterens Karm.
Men Kærlighedsguden
Tog Somren ej med,
Han banker paa Ruden
Og vinker: afsted.
Til Pile ej trænger
Han mer denne Gang,
Et Posthorn der hænger
Hvor Koggeret hang.
Ret snart vil han føre
Det op for sin Mund,
Og da maa I køre
Den selvsamme Stund.
Gid heldigt I køre,
Hvorhen I saa kør’.
Thi vidt kan jer føre
Slig Kusk-Amatør.
Og naar I er landet
Her atter, saa husk:
Ej Hymen er andet
End Amor som Kusk.
Januar 1873.