Straaler, mine Drømmesale,
Skønt i tusend Kerters Glans,
Klinger højt af Sang og Tale,
Strængespil og munter Dans! —
Tovelil, kom lad os vandre,
Luften her er tung og varm,
Lad os ile fra de andre
Ned i Haven Arm i Arm.
Natten er saa mild og stille,
Fjærn alt lyder Hallens Larm,
Se, hvor Maanens Straaler spille
Hist paa Sø og Baadens Karm.
Kom, jeg løser Baadens Lænke,
Stig nu, Tovelil, om Bord;
Du dig her i Stavnen bænke,
At jeg ser dig, mens jeg ror.
Nu en lille Sang du synge,
Frejdig, rig og elskovsvarm,
Mens vi ud paa Dybet gynge
I vor lille, lette Karm.
Tak for dine skønne Toner
Og for Hjærtets Ord deri,
Natten selv i Skovens Kroner
Sukker: ak, det er forbi!
Lad nu, mens vi fremad gynges
Og af Nattens milde Vind
Vore Lokker sammenslynges,
Blodet kysses Kind mod Kind.
Bønnen skreven i mit Øje,
Tove, lad den røre dig;
Lad mit Blik din Vilje bøje,
Saa den stedse vil som jeg.
Lad min Stemme i dit Øre
Døve Tankens strænge Røst,
Saa at du kun mægter høre
Hjærtets Stemme i dit Bryst.
Og lad saa i Kys mig sige
Stærke Ord til Hjærtet dit,
At dets Stemmes Kraft maa stige,
Tale glødende som mit.
67?