Ak! det er Nat! — i tause Dunkelhed
Huult Midnatsklokkens dumpe Slag gienlyder.
Den kalder Dydens Søn til Hvilens Fred,
Som selv paa Armods Leie tryg han nyder.
En god Samvittighed giør Puden blød,
Og dysser ham i Slummer blid og sød.
Men jeg! — skiøndt Silkeleiet vinker mig,
Og Æderduun til Hvile mig indbyder;
For mig er Eensomheden frygtelig,
Thi Myrdedes Dødsklukke høit gienlyder;
Og hviner gyseligt fra hver en Krog,
Og skræmmer Søvnen fra mit Øielaag.
Forgiæves tændes Kierter — deres Glands
Ei lyse kan min Udaads skumle Veie;
Samvittigheden er min Tornekrands
Og Furierne dandse om mit Leie,
Og kaste Skorpioner i mit Bryst,
Og hyle: „Morder“ med en Helvedrøst.
Omsomst jeg søger da at skiule mig;
Min Rædsel kryber med mig under Dækket.
I qvalfuld Drøm en Skygge viser sig;
Jeg kiender den — og vaagner op forskrækket.
Den Blege viger ei; den staaer der end;
Jeg stirrer vildt — og atter kiender den.
Da kan jeg ikke meer — paa iiskold Kind
Samvittighedens Angestsved udspringer.
Jeg skriger høit om Hielp — man styrter ind —
Søvnklokkerne i pragtfuld Borg gienklinger.
Der bliver Lager kaldt, og dobbelt Vagt
Og Tinetter omkring mit Leie lagt.
Da letter det min Qval — jeg venter Fred,
Og byder dem at vaage mens jeg sover.
Skiøndt Søvnen paa de Trætte daler ned,
At handle mod mit Bud de ikke vover.
Jeg seer det, og til Liet haster fro,
Og haaber dog engang en Times Ro.
Men hvad er det? — O rædsomt Kogleri? —
Kan ingen Vagt den Helvedqval bortskræmme?
Jeg seer den end — den Skygge bleg og hvid —
Jeg hører — ak den alt for kiendte Stemme:
„Vent ingen Ro, o Du, som myrded’ mig!
For Herrens Dom jeg hisset møder Dig.“
Da gav jeg Tønder Guld, for blot at faae
Den Uskyld, som tidt Betlerhierter fryder.
Da sov jeg hellere paa muggent Straa,
Hvor qvægsomt Hvileblund den Trætte nyder.
Jeg foretrak en Hytte og dens Sorg,
For Spøgeriet i min gyldne Borg.
Da reiser jeg udmattet matte Krop,
Og søger kunstig Hjertets Qval at dølge.
Ei nytter det jeg staaer fra Leiet op;
Min Udaads Minde stedse mig vil følge.
Vel søger jeg ved festlig Støi og Larm,
At jage Trolden fra min pinte Barm.
Det er omsomst — der suger han sig fast,
Og aldrig jeg paa denne Jord ham mister.
Han kom den dengang mit Offers Hierte brast,
Og ei han flyer, før og mit Hierte brister.
Han følger mig selv i min Frilles Favn,
Og hyler rædselfuldt den Dræbtes Navn.
Jeg viser mig, omgjerdet af min Vagt;
Og dog jeg skiælver for de mørke Miner.
Det er den offentlige Menings Magt,
Som med sin strænge Svøbe grumt mig piner.
Jeg troer at læse Navnet paa min Daad
I Armods Suk — i Dydens stille Graad.
Da strøer jeg Guldet ud besprængt med Blod,
Og arkesløse Dovenskab det sanker.
En Hyklerslok mig kalder stor og god;
Da rødmer jeg for mine egne Tanker. —
O Byrde! udi Dit straatækte Hiem,
Siig! vil Du bytte mod mit Diadem?
O! vil Du give mig den gyldne Fred,
Som hæver Hjertet bag Din Vadmelstrøie?
Den søde Søvn, som venlig daler ned
Og lukker blidelig Dit trætte Øie?
Men fremfor alleting: den fromme Ro
Hvormed Du tør paa Evigheden troe?
Da vil jeg give Dig min høie Rang;
Da vil jeg give Dig min Purpurkaabe;
Men viid: at den er heed og tung og trang;
Du ei i den en Fredens Stund tør haabe.
Den brænder som en Ild — O Hyrde! siig!
Siig! har Du Lyst at bytte vel med mig?