Til min Søster
Paa hendes Fødselsdag. 1814.
Paa hendes Fødselsdag. 1814.
Der var en Tid da vore unge Hierter
I lykkelige Dvale endnu laae,
Da ubekiendt med Ønsker og med Smerter,
Vort glade Blik i dunkle Fremtid saae;
Da Fredens Engle ned fra Himlen svæved’,
Og vaaged’ ved vort skyldfri Slumrested;
Da ingen Lidenskabers Storm sig hæved’
I Siæle fuld af sød Uskyldighed;
Da Børneværk var al vor Sorg og Glæde;
Da største Held var naar vi legede,
Da loe vi der, hvor vi nu bittert græde,
Da græd vi der, hvor vi nu haanligt lee.
Jeg husker en af dine Fødselsdage,
Vi skulde bage vore Kager selv —
I Asken faldt vor nysselige Kage —
Da græd vi over slig en Bagatel.
Nu er det anderledes — ingen Kage
Kan nu bedrøve eller glæde mig.
Det kan kun Mindet om de fordums Dage
Da jeg med dig var Barn og lykkelig.
Nu, naar jeg ofte eensom gaaer og vanker,
Mit Hierte ved Smaastiernen hænger sig;
Og lulled’ ind i sørgelige Tanker
Hensvæver sagtelig min Aand til dig.
O stundom maae du sikkerlig fornemme
Et sagte Suk — en Hvislen tæt ved dig;
Ei bange bliv — det er din Søsters Stemme,
Naar Phantasien hist omtumler sig.
Tidt Mindet af vor Barndom for mig træder,
En Engel liig fra tabte Paradiis.
O svundne Tid! hvad var du riig paa Glæder
Hvorpaa vi dengang ikke satte Priis.
Da Barnets frygtsom bløde Hierte bæved’
Ved Æventyr om Spøgelse og Trold;
Og skyldfri da sig uvilkaarlig hæved’
Den fromme Barm mod Uret og mod Vold.
Da ikkun Legemet til Smerter kiendte,
Da Siælen ingen Kummers Byrde bar,
Da ingen Flammer i vort Indre brændte
Undtagen barnlig Ømheds — reen og klar.
O! gid vi dog endnu var de Smaaepiger,
Som lallende ved Moderhiertet laae,
Og ubekiendt med Falskhed og med Smiger
En Ven i hver en fremmed Skabning saae.
De er forbi — de tillidsfulde Dage,
De blev afbrudt af Skiebnens Tordenslag,
Og trøstesløs gienlyder nu min Klage:
„Det var et skiønt — et herligt Selvbedrag.“
Dog tyst mit Hierte — stands min tunge Taare,
Vær trøstet Aand — du er udødelig!
Naar Legemet hensmulner paa en Baare,
Opsvinger Siælen sig til Himmerig;
Og der er Lindring for hver jordisk Plage,
Og der er Løn for hver en jordisk Qval,
Og der begynder atter Barndoms Dage,
Som ingen Kummer meer afbryde skal.
Lad Skiebnen os da Lidelser tilskikke;
I Graven venter Hvile, Ro og Fred.
Lad os det bittre Smertens Bæger drikke,
Med Tanken vendt mod Gud og Evighed.