I. Valborgaften.
Væk mig tidlig, søde Moder, væk mig før Sol opstaar!
I Morgen er min bedste Dag i det hele, nye Aar.
Af hele det glade Nytaar min bedste Dag er nær,
for i Morgen skal jeg være Dronning, Majdronning, Moder kjær.
Der er mange straalende Piger, der er Mary og Ann’ Kath’rin;
men de sige, søde Moder, der er ingen saa pæn som din,
ingen som lille Alice i hele Omegnen her,
og derfor skal jeg være Dronning, Majdronning, Moder kjær.
Aa, hvor jeg i Nat skal sove, jeg vaagner vist aldrig mer,
hvis ikke Du kalder mig rigtig højt, saa saare Solen den ler,
for jeg skal ha’e plukket Blomster, de kjønneste Marken bær,
og i Morgen skal jeg være Dronning, Majdronning, Moder kjær.
Da jeg kom op ad Gaden nys, hvem tror Du der jeg saa’?
Dér stod Robert ved Svinget og stirred op i det Blaa;
jeg har været lidt slem imod ham, jeg syntes, han var saa sær,
og i Morgen skal jeg være Dronning, Majdronning,Moder kjær.
Han troede vist, jeg var en Aand, for jeg var klædt i Hvidt,
og jeg foer som en Vind forbi ham, jeg fortnede mine Skridt.
De siger, at jeg er grusom, det tager jeg mig ej nær,
for i Morgen skal jeg være Dronning, Majdronning, Moder kjær.
Jeg har meget Andet at passe end at være ham til Behag,
de siger, han dør af Elskov — det maa være hans egen Sag.
Jeg har mangen stoltere Bejler omkring i Byerne her,
og i Morgen skal jeg være Dronning, Majdronning, Moder kjær.
Og lille Effie skal følge til Gildepladsen mig ud,
og Du maa komme, Moder, at se mig i Dronningskrud,
og de unge Hyrdeknøse vil komme fra fjærn og nær,
for i Morgen skal jeg: være Dronning, Majdronning, Moder kjær.
I Haven har Kaprifolien tændt sin lysende Brand,
og Kukkerurten i Engen pranger langs Grøftens Rand,
af guldgule Kabbelejer der findes en duftende Hær,
og i Morgen skal jeg være Dronning, Majdronning, Moder kjær.
Og Natvinden gaar og kommer, den har ej Rast eller Hvil,
og de klare Stjærner paa Himlen vandre forbi med Smil,
og i Morgen vil Solen skinne, det bliver straalende Vejr,
og i Morgen skal jeg være Dronning, Majdronning, Moder kjær.
Og hele Dalen, Moder, vil straale i Sommerpragt,
Kodriver og gule Ranunkler er over Højene lagt,
og Aaen dernede i Slugten vil glimte med Sølver-Skjær,
og i Morgen skal jeg være Dronning, Majdronning, Moder kjær.
Saa væk mig rigtig tidlig, væk mig før Sol opstaar!
I Morgen er min bedste Dag i det hele, lange Aar,
af hele det glade Nytaar min bedste Dag er nær,
for i Morgen skal jeg være Dronning, Majdronning,
Moder kjær.
2, Nytaarsaften.
Kald mig tidlig, søde Moder, kald mig før Sol opstaar,
jeg maa se den Sol, der bringer os det glade, nye Aar.
Det bli’er det sidste Nytaar, jeg her i Verden ser,
snart lægge I mig dybt i Muld og huske mig ej mer.
Da Solen sluktes ud i Gaar, da slukkedes med den
det gamle Aar, den gamle Tid — de komme ej igjen.
Snart tændes Nytaarssolen; men jeg skal aldrig se
Rødtjørnens Blomsterklynger eller Æbletræets Sne.
O, sidste Majdag, Moder, det var en munter Dag,
Majdronning kroned de mig til i det glade, vilde Lag,
Maistangen den stod smykket med Krans og Flag, i Top,
og vi dansed i det lille Krat, til Maanen den stod op.
Nu er ej Blomst paa Marken mer, af Rim er Ruden hvid, —
o maatte jeg dog leve til den kjønne Foraarstid,
til Solen smelter Sneen om den første Sommergjæk!
Jeg længes efter Blomster, Mo’er, just nu da jeg skal væk.
I Elmetræets høje Top vil Raagen bygge Bo,
og Rylen den vil pibe, hvor Ellebuske gro,
og Svalen komme hastende tilbage over Hav —
da ligger jeg alene i den kolde, stille Grav.
Og mangen tidlig Morgenstund vil Solens Straaler le
og lege paa min Grav under Hækkens Blomstersne,
ja, før den røde Hane med sit skingrende Gal
har vækket af sin Slummer den sovende Dal.
Naar Markerne de blaane af Stedmorsblomster smaa,
da skal jeg aldrig tiere med Mælkespanden gaa,
naar Aftenduggen falder i Engens lange Græs,
Du spejder over Agrene, men ser mig ingensteds.
Og Hvidtjørnsbuskens Krone vil strø sin hvide Pragt,
og Du vil komme, søde Mo’er, at se, hvor jeg er lagt.
Jeg hører, naar du kommer, for jeg kjender dine Trin,
da jubler jeg dernede: »Nu kommer Moder min!«
Tilgiv mig, lille Mo’er, jeg har været styg og vild!
Et Kys, min egen Mo’er, skjønt din Læbe er som Ild!
Nej, fy, maa ikke græde — ikke græde, søde Du!
O Du har jo lille Effie, Mo’er, Du har jo én endnu.
Og jeg vil komme, søde Mo’er, jeg kommer, om jeg maa,
jeg kommer til Jer mangen Stund, naar Aft’nen falder paa,
og, skjønt I ikke ser mig, kan jeg høre hvert et Ord
og sidder mellem Jer som før, naar allermindst I tror.
Naar snart jeg byder Dig Godnat for allersidste Gang,
saa bær’ de mig fra Stuen her til en Stue mere trang;
ved Tjørnen vil jeg hvile — og saa endnu en Bøn,
lad Effie ikke komme, før min Grav er bleven grøn!
Min lille Havespade i Huggehuset staar,
og den maa Effie have saa saare jeg gaar,
og alt det andet Værktøj; men, kjære Moder, husk!
at hun til Gjengjæld passer min lille Rosenbusk.
Saa glem nu ej at vække mig, før Solen den opstaar,
den kjære Sol, der bringer os det glade, nye Aar!
Ja, lad mig ikke sove ved Morgensolens Skjær;
men væk mig rigtig tidlig, væk mig tidlig, Moder kjær!