Arm i Arm har Egeskoven trodset mangen vestlig Brise,
og i Dag i muntert Lune sang den mig sin gamle Vise.
Fjærnt ved Skovens Bryn begyndte først det som en sagte Susen,
spredtes saa til alle Sider, voksed til en Stormflods Brusen.
Kom da som et Vandfalds Bulder, svulmende i brede Vover,
alle Kroner dybt sig bøjed, Stormen rulled hen derover.
Og imellem Løvets Raslen og de tunge Grenes Vuggen
lød fra Toppen og til Roden der en Knagen og en Sukken.
Stundom syntes det, som Stormen rysted kun en enkelt Krone,
næste Øjeblik begyndte hundrede i samme Tone.
Som en bred, en skumhvid Brænding spillede det nu for Øjet
med et hvidligt Skjær, en Flimren, hver en Gren mod Syd sig bøjed.
Det er Pan, der blæser Fløjte; vandrende ad Skovens Gange
lærer han de unge Ege alle sine gamle Sange.
Simpel er den gamle Fløjte, Toner syv den ikkun gjemmer
og i disse simple Toner slumre alle Verdens Stemmer.
Unge Digtere og Finker lytte skjult paa dunkle Stier,
dukkende i grønne Dybder drikke de hans Melodier.