I Skovens Mørke jeg véd en Plet,
hvor Løvtaget hvælver sig højt og tæt,
hvor Sollyset dæmpet falder,
og mellem perlesmykkede Straa
dér smile rødmende Jordbær smaa
med Duggens rene Krystaller.
Et hyggeligt Halvmørke raader dér
i Ly af susende Bøgetræer
med dæmpet Solstraalespillen.
Her skynder et skræmmet Raadyr sig bort,
hist standser forpustet en tørstig Hjort
paa Stien, der fører til Kilden.
Hvor tyst! Man hører jo Græsset gro.
Nu søger Fuglen sit skjulte Bo
bag Træets mossede Stamme.
Violernes dæmpede Aandedrag
udbreder en Vellugt, en ganske svag,
de vilde Skovroser flamme.
Forventningsfuldt skjælver Naturens Bryst,
den længes at høre sin Elskers Røst,
fra Skovens Sangfugletroner.
Du Nattergal, bli’r det ej Nat en Gang?
Naar lyder om Elskov igjen din Sang
i Christian Winther’ske Toner?