I.
Venner! kommer, lad os vandre
Lidt omkring her med hverandre
I Naturens Helligdom.
Gierne jeg omkring jer leder,
Viser alle skiønne Steder,
Hvilke bedst jeg synes om.
Seer I hine dunkle Gange
Hist igiennem Krattet gaae,
Bugtende sig som en Slange?
Deres Vei vi følge maae.
Foden her ved Træet standser,
Læser det, som Løvet krandser:
Veed du hvad dig forestaaer?
Ak! I Sandhed altid dølge
Sig de Veie, som vi følge,
Altid vi i Blinde gaaer.
Haab og Tillid! som en Stierne
Smiler os fra Himmelen;
Held hver, som den følger gierne,
Og som aldrig glemmer den!
Trøstig vi da gaae lidt længer.
See, hvad hist i Træet hænger:
Gaae din Vei kun ligefrem!
Hvad mon disse Ord vil sige?
Aldrig du af Banen vige,
Om den dig end synes slem.
Thi saa gierne, ved hver Møie,
Os i Livet møder brat,
Af fra Dydens Sti vi bøie,
Følge Veien jævn og glat!
Naar du nu har Stien fundet,
Og din Modstand overvundet,
Vil vi giennem Langen gaae.
Høie mørke Træer taaler
Ei, at Solens fulde Straaler
Paa vor Gang os lyse maae,
Og ei nogen Støi afbryde
Kan den stille Eensomhed,
Men os Alting her indgyde
Tankefuld Alvorlighed.
Seer du under Ællens Grene
Hist den lille Hytte ene
I den tause Lund at staae?
Mørk, alvorlig den os byder
Til sit Skiød, dens Kald vi lyder,
Stille ind ad Døren gaae.
Alting her os venligt minde:
For at døe vi leve kun!
Aldrig gaae det os af Sinde:
Vis er Døden, ei dens Stund!
Ind du træde, unge Pige!
See i Speilet, du mig sige,
Hvad er det, du seer vel ligt?
Purpur farver dine Kinder;
Held dig, hvis din Vaar dig minder:
Alting er forgængeligt!
O! da vil du aldrig glemme,
Hvad den ydre Skiønhed er,
Og at du i Gravens Giemme
Ligner disse Hoveder.
Ja; kun stakket vi paa Jorden
Vandre, snart vi Støv er vorden,
Veiret hen, som Skovens Løv.
Dog sig hæver fro vort Hierte;
Hellig Ahnelse det lærte,
At vi ere meer end Støv. —
Atter vi af Hytten iler —
See, da venligt for os staaer:
Haabet giennem Graven smiler!
Og et bedre Liv os spaaer!
II.
Du, som nylig mine Fied,
Mens du Taaren stille dulgte,
Vandrer! og med Aanden fulgte,
Her i Lundens Dunkelhed,
Giv mig Haanden, lad os træde
Ud af Veemods mørke Sæde
Did, hvor under Himlen blaae
Floras skiønne Døttre staae.
Godt at tænke paa sin Grav,
Men ei godt at evig sukke,
Aldrig Hiertet op at lukke
For, hvad Gud os kiærlig gav.
Jordens bedste Glæde nyder
Mennesket, naar Venskab gyder
Saligheder i hans Barm,
Henrykt i Naturens Arm.
Hytten, som du hisset seer
Mellem Graner høie, ranke,
Oppe paa den lille Banke,
Helliget til Venskab er.
Høit den hvide Vinge svæver
Over Taget, frit sig hæver
Slyngende en Caprifol,
Trofast Kiærligheds Symbol.
Gamle Norge! intet Sted
Mere man paa Jorden finder,
Som paa din Klippetinder,
Oldtids stærke Trofasthed.
Derfor maatte Øiet trylles,
Derfor maatte Alt indhylles
Fast som ved en Trolddoms Magt
I den høie norske Dragt.
Derfor blev paa Bakken her
Huset reist, som stolt med Tinden
Hæver sig, og spotter Vinden,
Thi det sammenføiet er
Af de stærke Granestammer.
Væggen i det lille Kammer
Stoppet er med Mos saa skiønt,
Gulvet strøet med Granegrønt.
Medens end foruden Aand
Egnen laae, et eenligt Øde,
Denne Plet først af det Døde,
Vaktes ved en Skaberhaand.
Hvor, før tyve Somre skifted,
Vinden over Mosen vifted,
Aaen sig om Øen snoer,
Og ved Bredden Blomster groer.
Længe her i salig Ro
Kunde vi end dvæle glade.
Dog vi atter maae forlade
Eensomhedens stille Bo.
Hvor Naturen os tilsmiler
Mere munter, did vi iler,
Giennem Graneskoven gaae,
Og for Sommerlyst vi staae.
Alt er her i Sommerdragt;
Af det høie, lysegrønne
Græs sig hæve Blomster skiønne,
Venligt lee med broget Pragt.
Sølverpoplen med de hvide
Blade, Rosen ved dens Side,
Alt dig trindt omringer i
Skiøn og yndig Harmonie.
Kiære Sted! o Sommerlyst!
Medens her som Barn jeg leged,
Tidlig i mit Hierte præged
Sig Naturens milde Røst.
Men — lad i den skiønne Bolig
Os indtræde, som fortrolig
Vækker Mindet i mit Bryst
Om saa mangen svunden Lyst.
Stuen er saa simpel, peen,
Og igiennem klare Rude
Kan du Qvæget see derude,
Rolig strakt ad Engen hen;
Malkepiger i de blanke
Spande Dagens Høst indsanke,
Hyrdehunden venert gøer,
Naar forbi ham Vognen kiør’.
Her jeg mangen Aftenstund
Sad, og sidder end saa gierne,
Naar i Vestens dybe Fierne
Solen synker rød og rund,
Naar fra Marken Bonden iler
Hiem og til sin Pige smiler,
Og naar deres glade Sang
Lyder smukt til Leens Klang.
Naar da yndigt blandede
Triller af den muntre Lerke
Stiger høit med Qvægets stærke
Brøl, og naar fra Davinde
Aften-Bedeklokkens Toner
Dumpe hen ad Marken toner,
Kalde hver gudfrygtig Søn
Fromt til kierlig Tak og Bøn:
Da jeg knæler andagtsfuld
Tidt, og den Algode beder,
Som mig alt saa mange Glæder
Skienkede med Faderhuld,
At, naar Livets Sol og Varme
Svinde, i Naturens Arme
Jeg dets svale Aftentid
Nyde maa, som denne, blid!
B. A. Hoppe.