Naar jeg tænker, naar jeg tænker
Paa min Barndoms stille Fred,
Er det, som om Dug sig sænker
Paa et visnent Blomsterbed.
Tusind Planter, som sig bukked,
Reise atter sig fra Jord,
Tusind Kalke, som sig lukked,
Aabnes til fornyet Flor;
Tusind unge Kræfter trænge
Frem til Liv fra dunkle Hjem,
Tusind Haab, der slumred længe,
Træde seirende da frem —
Ja, det er mig, naar jeg tænker
Paa min Barndoms stille Fred,
Som om Duggen tyst sig sænker
Paa et visnent Blomsterbed.