Godvillig Læsere! Den Sæd forgieves bliver
I Jorden lagt med Sveed og Møye, som ey giver
Sin Frugt for Lyset, og opvoxer for enhver,
Der gaar forbie, at hand sit Sind fornøyet seer;
Naar du dit Øye om paa disse Blade vender,
Den Sæd, som her er saaed, tenk ey, ved mine Hænder
At den arbeydet er, og lagt i Stiil og Ziir,
Ney! Manden sover vel, som Pennen til Papiir
Først satte, og beskrev os disse sine Tanker
Om Adams Ægteskab, hvor hand med Eva vanker,
At see sin Lyst og Fryd i HErrens skabte Ting,
I Himlen oven til, paa Jorden runt omkring.
Slet intet her er mit, slet intet jeg vedkiendes,
Fra Meliboei Navn til sidste Skriftet endes,
Foruden dette jeg saa viit paa Vercket drev,
At det udødelig i Trykke-Pressen blev.
Hvorved jeg søger ey at brede ud mit Ære,
Og ey mig til Profit min egen Pung formeere,
Men at fornøye hver, som dette Skrift ey har,
Og gierne ønskede, at det i Trykken var.
Den lærde Verden da sig ey herpaa maa støde,
At jeg en andens Skrift, for ey at blive øde,
Ved Mandens Dødlighed, for Lyset bringer frem,
Faar jeg ei meer heraf, jeg det dog fører hiem,
At andre med mig kand sig glæde og fornøye,
I Mandens lærde Skrift, vi Tiden kand fordøye;
Og om hand ikke meer kand nyde, som er død,
Vi ære dog hans Pen, som her saa fyndig flød.
H. H.