Forgængelsen
Elegie efter Stoltz.
Elegie efter Stoltz.
See under Hvælvingen omkring hiin Steen,
de brudte Vaaben, florbehængte Pile!
Og hist i Vraaen, hvilken Hob af Been!
Mon nogen Mægtig her har fundet Hvile?
Ja; men omsonst er Mausoleets Pral
med Rygtets Paaskrift. — Alt engang forsvinder.
Med Tigg’rens Støv Magnatens blandes skal;
Monark og Træl i Graven Lighed finder.
Haard, uforsonlig styrter Tiden frem;
med samme Magt dens tunge Fod nedtræder,
til Gruus forvandler Fyrstens stolte Hjem,
hvormed den knuser svage Fuglereder.
Forgjeves derfor, Broder! stræber du
med Vægt af Aar at seire over Tiden.
Du falde skal, i eet, et stakket, Nu
for samme Haand, som styrter Pyramiden.
Tro ei, at for dit dyrebare Liv
Medlidenhed hos Skiæbnen vil opstige.
Alherren bød ei: uophørlig bliv!
men døe! bød han, som skal vor Dom afsige.
Ja, luk med dobbelt Laas Paladset til,
du Rige! det bevogt ved tusind Slaver!
Dig rammer endda Dødens sikre Piil.
Et Skridt endnu — i Graven Du nedtraver.
Forgængeligheds Vælde er saa stor!
Af Seklers Værker, — som med eet forsvinde,
naar længe de forbauset har vor Jord, —
kan Efterverden neppe Splinter finde.