Den Allersidste
Frederik Høegh-Guldberg.
Frederik Høegh-Guldberg.
Efter dem Alle, den sidste Mand, fuldendende Troppen,
Yngling i Sind og i Skind, men bedaget, den Ældste nu følger,
griber, som vant dertil, i Luthen, den aldrig henhængte,
og med venlige Blik paa de Forudvandrende nynner:
„Iler! benytter det Døgnets Minut, der end Eder forundes!
„End I mindes, af Sang og ved Navn; men de komme, de Dage,
„da, som nu jeg, I forglemmes, og neppe man veed, I har levet.
„Røre det Eder saa lidet, som mig! Bevidstheden eier
„Skatte, dem hverken Rust, eller Møl fortærer herneden.
„Eder tilhobe de skjænkes af Gud! Histhenne, bag Taagen,
„som, ugjennemtrængt og ugjennemtrængelig, dækker
„Eders og mine Veie, der rødmer en Morgen, hvis Komme
„kalder os Alle til Jubelsang. Der mødes vi, Brødre!
„Rækker mig Haand! Saa signe Jer Gud, og Hil Eder Alle!“