O du, som evig god og huld
Indfletter Alt i Rosenkiæder,
Besieler selv en Haandfuld Muld,
Og adler alle Jordens Glæder;
Dig, Kjerlighedens blide Gud!
Med Jubel vi vor Sang frembære,
Hver Skabning lyder dine Bud
Og Himle tone dig til Ære.
Saa ømt du knytter Barnets Aand
Til Faders og til Moders Hierte;
Det vandrer fro ved deres Haand,
Bortspøger kielent deres Smerte.
Dit Held, din høie Siælefred
I Fædres glade Aasyn hviler,
Din underfulde Salighed
I Uskylds lyse Øie smiler.
Du Ærelyst og navnløs Fryd
I værdig Ynglings Barm opliver;
Han hylder dig, og elsker Dyd,
Som Adgang til din Glæde giver.
Du signer muntre Piges Aand,
Som dig med skyldfri Hu tilbeder;
Du rækker hende Hymens Baand
Og viser Vei til Qvindehæder.
O blide Gud for Kjerlighed!
Dig Tak og Lov og Priis vi yde.
Skienk hver dit Held, din Sielefred,
Hvis Navn du bød dit Tempel pryde.
Din Pagt vi alle glad fornye —
Miskundelig du den bestyrke,
At i dit Alters blide Ly
Vi stedse dig med Jubel dyrke!