Nej! min Hans! du ej bedrager mig.
Viktors Hjerte bedre kjender dig.
Hvad min Ungdomsven i sidste Brev
Med en philosophisk Mine skrev
Om den Elskovstaage, der forblinder
Bejleren, til han for Skamlen staaer;
Men som, lig en Morgendrøm, forsvinder
Flux, naar han med Brudgomsslaaprok gaaer;
Hvad du skrev i Alvors laante Tone
Om den Eftervee og Kjedsomhed,
Der skal uden Naade plage Manden,
Naar hans Hjertenskjære synker ned
Fra en Engel til en simpel Kone,
Som af Arvesyndens lystne Moder
Fik til Deel, iblandt en Hob Unoder,
Frem for Alt en skjønne Færdighed
I at tage Mændene ved Næsen;
Hvad du med en Todes lunefulde Pen
Malede om huusligt Qvindevæsen,
Stads og Kjøkkenlarm og Børneskrig;
Kort: hvert Ord, du skrev om Ægtestanden,
Var, som usandt, saa dit Spøg, min Ven!
Selv du lever i din Præstebolig
Ved din Karens Side glad og rolig,
Og din ædle, vennehulde Sjel
Nyder skjønsom Hymens stille Glæder,
Nyder daglig navnløst Faderheld,
Og erkjender, at din Lod er god.
Første Kjærligheds den rene Lue
Mægtig varmer op dit hele Blod,
Naar fra eenlige Studerekammer,
Hvor med Sorg du skrev om Udyds Jammer,
End med Prækeaasyn paa, du træder
Mødig ind i pæne Dagligstue,
Og din Karen fra sit Syetøj smiler
Op til dig, og hendes skjønne Mund
Fremrakt blidt til søde Kys indbyder,
Og du snoer din Arm om hendes Hals,
Og i Læbens Krysten Himlen nyder —
Siig: Er saadan Ægtevenskabs Stund
Dig for hele Jordens Guld tilfals?
Naar du fra din Kirke kommer hjem
Og i røde Lænestol dig sætter
Du vist Dagens Byrde plat forgjetter,
Naar din lille favre Datter iler
Fra sin elskte Dukke hen til dig,
Og med Ømheds Smil og Uskylds Lader
Sladrer eller kjæler mildt for Fader,
Eller viser al sin Rigdom frem,
Og er hjerteglad og lykkelig
Ved at eje Moder, den og dig.
O, min Hans! naar da en himmelsk Lyst,
Som kun gode Ægtefolk kan fatte,
I dit rørte Faderhjerte bæver,
Og du Glutten op paa Knæet hæver,
Trykker hende varsomt til dit Bryst,
Kysser hendes Pande, Kind og Mund,
Og det søde, englemilde Noer
Halv de trinde Arme om dig snoer —
Vilde du da bytte denne Stund
Bort for alle Peru’s gyldne Skatte?
Nej! min gode Ven! jeg sikkert veed,
At dit hele haarde Brev var Skrømt.
Du i det mod Hymen har udtømt,
Ikke hvad dit Hjerte dig tilsagde;
Men hvad Daarer af Uvidenhed,
Eller Avind ofte ham tillagde.
Jeg og uden Møje kan forstaae,
Hvi min gamle Ungdomsven faldt paa,
Mig med dette Klaffer at hjemsøge.
Altid var det din Maneer, at spøge,
Og med kunstlet Alvor at forsvare,
Hvad med Skjel du agtede for Tant;
For ved slig Ordvexel at erfare,
Om hos andre du de Grunde fandt,
Som dit eget Hjertes Bifald vandt.
Men i dette Brevs Bagtalelser
End et værre Skjelmerie jeg seer.
Du, min Hans for længe siden veed,
At din Viktor ingen større Fryd
Paa den hele Jordens Kreds erkjender,
End de blide, rene, stille Glæder
Og den inderlige Salighed,
Som oprigtig Kjærlighed og Dyd
Huld og gavmild alle dem tilvender,
Der i Hymens Venskab søge Hæder
Og med redebonne Hjerter lyde
Hvad hans ædle Samfunds Love byde.
Derfor just den skjelmske Præstemand,
Som i Hjertet signer Hymens Pagt
Og har længe Faderglæder smagt,
Qvantsviis leger nu med eet Forræder,
Spotter over Gudens tunge Kjæder,
Skjelder paa den lede Ægtestand,
At den føder Sorg og ypper Klammer,
Og bereder Manden Nag og Jammer.
Skalken vil sin gamle Ven forlede
Til i raske Harmes første Hede
At paatage sig Hr. Hymens Sag,
Og mod Guden slemt forsynde sig,
Ved vidtløftig at bevise det,
Der er reent og klart, som lyse Dag,
At hans Aag er sødt, hans Byrde let.
Men jeg høfligen betakker mig:
Jeg har mærket Pudset, gode Broer,
Og for Modens Keglelyst er frie.
Derfor jeg fremfører ej eet Ord
Til Hr. Hymens Forsvar eller Hæder.
Ægteskab er et Frimurerie:
Ingen om dets Helligdom tør knye
Og i huuslig Løndoms blide Ly
Trives, nydes bedst dets ømme Glæder.
Men, min Hans! jeg kunde frygtelig
Paa den slemme Spotter hævne mig,
Og gjengjelde dig med Renters Rente,
At du ved dit haarde Spøg har saaret
Ham, jeg til min Yndlingsgud har kaaret.
Tænk engang, ifald jeg hævnsyg sendte
B** Præsteviv det lange Brev,
Hvori du saa fælt om Kjønnet skrev;
Mon da ikke Lillemoer blev vred
Og tilfulde vilde dig betale,
At saa net du kunde Qvinder male,
Og saa godt vurdere Kjærlighed.
Naar det atter da, min Hans, sig hændte,
At en Lyst til Kys og Kjertegn dig
Hen fra Bøgerne til Karen førte —
Og hun da sit Ansigt fra dig vendte,
Rask paa Hymens slemme Spotter skjendte,
Og med Skræk af hendes Mund du hørte
Alt det Stiklerie, du skrev til mig:
Da du fik den Løn, din Id fortjente,
Og jeg kunde stolt af Hævnen braske.
Tak vort Venskab! Tak mit fromme Hjerte,
Som end ej i Harmen mig tillod,
At tilføje dig saa grum en Smerte!
Men jeg haaber, at i Sæk og Aske
Selv du snart ved Hymens Alterfod
For begangne Synd skal gjøre Bod.
Og, min gode Hans, før dette skeer,
Ej en Tøddel du fra Viktor seer.