Jeg er ei syg, men lider dog,
Og intet Ord i noget Sprog
Min sære Kummer kan beskrive.
Jeg dysses blidt i Veemod ned —
Jeg længes — og jeg ikke veed,
Hvad mig kan Trøst og Lindring give.
Saa har jeg gaaet mangen Stund.
I Mark og Eng, i grønnen Lund
Min søde Smerte mig forfulgte.
I Selskab og i Eensomhed
Den som en trofast Ven gik med;
Men jeg den dog for alle dulgte.
Og jeg blev rød og bleg igien,
Naar jeg blev tilspurgt af en Ven,
Hvorfor jeg Eenrum stedse søgte.
Og jeg blev sur og meget vred,
Naar nogen med min Traurighed
Og mine qvalte Sukke spøgte.
Nu vil jeg skrive tedelig,
Hvorledes det er gaaet mig;
Min Nød jeg for mig selv vil klage.
Mit Hierte bliver let og fro,
Naar jeg i Løndoms blide Ro
Gienkalder mine Længselsdage.
Fortryllet af Naturens Sang
En deilig Aften jeg engang
I Lundens Skygger gik aleene;
Mens Solen sank i Vesten ned,
Og Nattergalen slog derved
Imellem Skovens tætte Grene.
En himmelsk Fryd, en salig Lyst
Nedflød udi mit rørte Bryst
Ved Herrens Skabning at beskue.
Naturen smilte skiøn og glad,
I Skoven rørtes ej et Blad,
Og reen og klar var Himlens Bue.
En blomstfuld Eng foran mig laae,
Saa skiøn jeg aldrig nogen saae,
Og skiønnere kan ingen være.
I den en yndig Kildes Fald
Foreente sig med Bjerg og Dal
At synge Skabermandens Ære.
Saa glad jeg gik i Engen om,
Da saae jeg nogen langtfra kom;
Jeg skiulte mig bag Hækkens Blade.
En deilig Landsbyemøe det var,
I højre Haand hun Blomster bar,
Jeg kunde ej min Plads forlade.
Saa tryllende ved jevne Gang
Hun nynnede skiøn Sireds Sang.
Mig rørte hendes søde Stemme.
Hun snart forlod den brede Vej
Og plukkede Forgiet mig ej.
O Pige, dig kan ingen glemme.
Den eene Gang jeg saae dig kun;
Men indtil Livets sidste Blund
Forgiætter jeg dig ingensinde.
Saalænge dette Hjerte slaaer,
Med dybe Træk indpræget staaer
I Vilhelms Barm dit kiære Minde.
Saa fro, saa rørt jeg den Gang stod
Bag Hesselbusk ved Bøgens Rod,
Og saae dig, Hulde, Blomster sanke.
Ej saae, ej tænkte du paa mig;
Jeg skuede aleene dig,
Og du aleene var min Tanke.
Ej saae jeg mere Solens Smil,
Der spillede i Vestens Ild,
Ei saae jeg Engens Blomsterklynge,
Jeg glemte Kildens Rislefald,
For mig slog ingen Nattergal,
Jeg hørte Pigen eene synge.
Og Glæden steg til Tryllerie,
Da hun gik ganske tæt forbi
Den Busk, som fredelig mig dulgte.
Det var et saligt Øjeblik —
Men, ak! hun snart fra Engen gik
Med hende al min Glæde fulgte.
Og da mit Øie hun forlod,
Jeg Arme der tilbage stod
Forvirret, ængstelig, bedøvet;
Et Suk, et Blik til Himmelen
Mig bragte til mig selv igien;
Men stum jeg var, og blev bedrøvet.
Og siden efter, hvor jeg gaaer,
Det Syn paa Engen for mig staaer;
Jeg Pigen seer og Pigen tænker.
Hver Ting, jeg fordum havde kier,
Vor Herres Sol og Himmelhær,
Mig ingen Glæde mere skienker.
Kun naar i stille Eensomhed
Jeg sidder paa det elskte Sted,
Og stirrer giennem Heslens Blade,
Og tænker mig den Huldes Gang,
Og nynner paa skiøn Sireds Sang;
Kun da min Sorg vil mig forlade.
Saa seer jeg op til Himmelen,
Og længselmat jeg dysses hen
I Haabets vennehulde Dvale.
Ak! saae jeg Pigen nok en Gang,
Og hørte atter hendes Sang;
Det vilde sikkert mig husvale.