Atter jeg en Dag fuldender,
Hvilestunden nærmer sig.
Gode Gud! mit Sind jeg vender
Nu med Tak og Bøn til dig.
Du min svage Lov modtag
Med en Faders Velbehag!
Paa din Naade, milde Fader!
Jeg mig tryggelig forlader.
Du idag har mig bevaret
Ved din hulde Miskundhed;
Intet er mig vederfaret,
Som ej tjente til min Fred.
Kraft og frejdig Virkelyst
Har ved dig opfyldt mit Bryst,
Og din Naade har ledsaget
Alt, hvad jeg har foretaget.
Ved Samvittighedens Stemme
Har du kjærlig mindet mig,
At jeg ikke skulde glemme
Barnlig Lydighed mod dig.
Jeg ved dig har vandret trygt,
Uden Sorrig eller Frygt;
Karsk jeg nød de Livets Glæder,
Som din Godhed os tilstæder.
Jeg i dig saa trøstig hviler,
Herre! bygger fast paa dig,
Enten Dagen venlig smiler,
Eller Mulm omgiver mig.
Stedse du min Fader er,
Lige mægtig, lige nær!
Aldrig vil du mig forglemme,
Bedst du veed mit Vel at fremme.
Tryg jeg da vil overgive
Mig til Søvn og Rolighed.
Du, o Gud! mit Værn skal blive,
Hvile skal jeg i din Fred.
Og, naar Mørket svinder hen,
Vækkes jeg ved dig igjen;
Og fra Lejet skal jeg træde
Frem til Arbejd og til Glæde.