Alt det gode, i Verden er,
en Dag saa gaar det til Grunde —
— „nu visner de Straa, nu falmer det Løv
i alle lyse Lunde“.
Alle de Haab, i Hjærtet jeg bar,
de brast som Bobler — som det de var.
Hver Tanke, som sprang i Livsglæde frem —
nu vakler den bort som et Fattighuslem
og tigger en Skilling og køber „en Pægl“
for at varme sin arme, forfrosne Sjæl.
Og Tilliden vandrer sin dunkle Vej
etsteds i det Fjærne — hvor aner jeg ej.
Og Troen paa eget og andres Værd
er kløvet igennem af Sladderens Sværd.
Min Elskov — hin gyldne Blomst — aa, min Gud! ...
... min gyldne Rose er gaaet ud. — — —
Havde jeg bare i Verden én Ven,
hos hvem jeg trygt kunde sætte mig hen,
tage hans Haand og se i hans Blik —
— og føle mig glad, naar jeg fra ham gik ...
... „nu visner de Straa, nu falmer det Løv
i alle lyse Lunde“.