Luft! — her er trangt i Staden. —
Der skulde Reveille-Fanfarers
Trompetskrald hen gennem Gaden,
der skulde kamplystne Skarers
Angreb paa Hverdags-Facaden,
saa alle Vinduer sprang,
saa Ornamenter og Adelsskjold
og andet Stukværk gik Fanden ivold —
— og saa skulde Vandalernes vilde Sang
tone ud i den oprørske By,
mens alle Stormklokker ringed mod Sky
med uvejrsvarslende Klang.
Luft! — her er indestængt-trangt! —
Jeg vil se Ungdom i blodrøde Bluser,
der vil —fordi Blodet i Aarerne bruser —
der vil — fordi Hjærtet rummer saa mangt —
vil — fordi Længslen vandrer saa langt ...
jeg vil se Ungdom, der knuser
hvert lunkent Fysiognomi,
som Løgnen har ridset sin Rune i! ...
Jeg vil se Ungdom, der tænder i Brand
al Valenheden i dette Land,
hvor der, Herren hjælpe mig, snart er saa trangt,
at der ikke er Plads for en Mand!
Aa, Ungdom! — med Oprørshu! —
Ungdom, som kender ej Livets Gru,
som ikkun har Sans for det straalende Nu,
som elskende jubler og synger,
kendende intet til Sorgens Vægt,
ladende haant om de Byrder, som tynger —
du, dejlige, gryende Slægt! —
Du hidser min Hu til et herligt Ridt
paa Fantasiens vingede Hest,
men der er langt til Frigørelsens Fest
i dette Land, hvor man aldrig bli’r kvit
det stygge Begreb: Tradition ...
... saa lidt som Krøblingen: Indre Mission.
Ungdom! — Dusbroder! — Ven! — Kammerat! —
hvor Du end møder paa Livets Vej
de sminkede Genfærd — grib da din Kaarde,
send dem til Helved’ ... med Hilsen fra mig!