Jeg strider som en Havørn ud mod de øde Skær,
hvor Livets Bølge bruser langs Verdens vilde Kyster,
jeg lægger Landet bag mig, min Fjederham jeg ryster,
nu, jeg faar Syn af Havet, hvis Sang jeg har saa kær. —
Jeg svam en Dag i Luften, fik se i Landet ind,
jeg saa’ dets aabne Vidder, dets søndagsstille Fjorde.
Det var da Aftensolen gød over alt sit Skin —
da kom min Længsel atter stærkt til Orde.
„Dér ligger Eventyret!“ — jeg tænkte ved mig selv —
„dér ligger Elskovs-Riget, hvor Lykken er at finde.“ —
Da spilte jeg min Vinge, svam gennem Luftens Elv,
forhaabningsfuld og ung som ingensinde. —
Hvad vilde jeg derinde, hvor Fjorden rinder tyst
langs søndagsstille Strande, blandt trange, tavse Fjelde —
jeg, Ørnefugl, med Havstokkens Brænding i mit Bryst
og vant til vilde Bølgers Sangervælde?
Hvad vilde jeg derinde blandt Kirkeklokkers Brus,
blandt svage Mænd i Knæfald, blandt Kvinders Salmesange —
jeg, som blev født paa Skæret i Oktoberstormens Sus
og siden stod alene de Vinternætter lange?
Hvad vilde jeg derinde? — Jeg vilde al den Fryd,
som Eventyret ejer, som Elskov i sig rummer ....
men Eventyret fandtes ej, kun fattig Prosa-Lyd
— og hun, jeg traf og elskede, hun voldte mig kun Kummer.
Hvad vilde jeg derinde? — Mit unge Ørnemod,
det svam en Dag i Luften, det længtes ind i Livet ....
men der er mange Ørne, hvem aldrig det blev givet:
i Elskovs Elv at svale det lavahede Blod. — — —
Nu strider jeg tilbage, ud mod de øde Skær,
hvor Bølgen synger ensomt langs stærke, stejle Kyster,
jeg lægger Landet bag mig: — Farvel, min Hjærtenskær! —
nu fik jeg Syn af Havet ... min Fjederham jeg ryster.
Nu fik jeg Syn af Havet, som strømmer fjernt og nær,
nu er jeg atter hjemme, og atter jeg mig bryster,
nu lytter Ørnefuglen til Dybets stærke Røster —
— Farvel, min Ungdoms-Elskede, min lille, angste Stær!