Har Du set Kornet bølge
op over Bakkernes Drag
en blæstfyldt en underdejlig,
en solmættet Sommerdag?
Har Du set Lærken stige
i Sol over Rugmarkens Straa? —
Har Du det ikke, da skal Du
gaa ud! — bare gaa og gaa!
Der er i de bølgende Markers
silkeblødt-vuggende Hav
saa megen oprindelig Skønhed,
dit Hjærte kan øse af.
Der er hos den dagglade Lærke,
som stiger mod Ætherens Blaa,
saa megen Jubel at lære ....
gaa ud! — bare gaa og gaa!
Gaa ud ad de løvsmykte Veje,
som fører i Skovdybet ind!
Følg Strandliniens sandede Stier,
lad Havbruset tvætte dit Sind! —
Og har Du det ondt i dit Indre,
og kan Ingen din Smerte forstaa:
Naturen har Lægedom til Dig
gaa ud! — bare gaa og gaa!