Ved Liseleje
(imod Nat).
(imod Nat).
Et Hav, som fraader i ubændig Trods,
med hvide, vildsomt-vredne Bølgekamme —
og bag det, under stormgraa Skyers Vold,
en Sol, der synker som et gyldent Skjold
bag Horizontens uvejrssvangre Ramme.
Saa ændres alt: — hver Sky paa Himlens Mur
faar andre Former, glider ud, forsvinder,
mens af det Skumringsmulm, som svagt begynder,
Nymaanens blege Segl i Syd oprinder.
Fjærnt ude tændes Kullens hvide Fyr,
med Blink, der farver alle Bølgekamme.
Nymaanen søger med sin kolde Flamme
at lægge Farve paa de sidste Sky’r ...
... og Natten kommer med sit Eventyr
og gør den slagne Dag saa helt til Skamme.
Men Havet synger højt sin Melodi —
— og det gør Hav ... og det gør Mennesker Ret i.