Himlen i Øster flammer,
og alle Bølger er Guld —
Guld over Skovens Stammer
og Bakkernes mørke Muld.
Et glitrende Taarnspir fjernest ude,
et gnistrende Skær paa en fattig Rude,
Lys paa hver Top og Tinde —
Skærsommergryet er inde.
Søen spejler en Himmel blaa
med hvide, drivende Skyfnug paa,
Varmedis over Engene dirrer,
Bi og Bremse i Disen svirrer,
brændende, støvgraa Veje og Stier,
gumlende Køer og gispende Faar,
Skoven dybgrøn, skyggende staar,
alt i den solhede Time tier,
dyssende, vege Vinde —
Skærsommerdagen er inde.
Himlen i Vester gløder,
Dagen har mistet sit Mod:
naar Solen Kimingen møder,
synker den træt i sit Blod.
En kølende Dug i Rummet driver,
en drømmelet Damp af Engene siver,
sagte, døende Vinde —
Skærsommeraftnen er inde.
Verden aander i dybest Hvil,
og Jorden er skøn som et helligt Minde,
drømmende staar den stævnede Pil
og Hegnets kuplede Linde.
Himlen lys over Havet vaager,
Skoven er hyllet i hvide Taager,
skarpt staar Bakkernes mørke Rand
tegnet mod Himlens blege Vand,
stille som ingen Sinde —
Skærsommernatten er inde.