Hvergang det mørkner rundt mig, lille Ragna,
og Nattemulmet stiger i mit Hjærte,
ty’r jeg til dig — fordi Du er den Lindring,
der standser, døver, blinder al min Smærte.
Hvergang det lysner i mig, lille Ragna,
og Solen strømmer i min Tanke ind,
gaar jeg til dig — med Tak paa mine Læber,
thi det er dig, det skyldes, dette Skin.
Alt Solvældsguld og alle lyse Klange,
hver festglad Melodi og hvert et Straalespil
alt er Du Ophav til, thi alting skyldes
kun Glæden over, at mit Barn er til.
Omkring dit Billed, som en Gud, jeg hvælver
en Himmel, blaanende og stjernerig,
thi man har lært mig, dengang jeg var lille,
at Himle ikke huser Løgn og Svig.
Aa, Du mit Barn, der ofte kom med Budskab
ind i mit Liv fra Lysets Regioner —
Tak for hver Gang, Du løfted’ mine Tanker
til Flugt mod fjerne, uberørte Zoner!
Naar éngang over mig og al min Virken
Dødsklokken varslende og malmdyb toner,
da skal Du eje alt, jeg lod tilbage:
— mit Væsens uopbrugte Millioner!