En Hilsen, Kammerater, fra Fjord og Hav herude,
fra hver en vejrbidt Fisker, fra hver en tjæret Skude,
fra hver en Klitte-Hytte, der huser bag sin Rude
det samme Krav om Retfærd, vi Alle higer mod —
en Hilsen fra det rige Blod,
som farver Slægtens Hjærterod
langs Kysterne herude! ...
Majdag over Danmark! — Sejlet højt i Raa! —
Over Bagstrævs-Revlerne! ... hej! — lad Skødet staa,
lad Friheds-Brisen fylde alle Klude!
En Hilsen, Kammerater, fra Kysters gule Skrænter,
fra Agres grønne Felter, fra Bakkers bløde Drag! —
Der staar en Vaar herude paa Vejene og venter,
at I og den omsider skal gøre fælles Sag,
skal feje Stavnsbaands-Støvet ud af vort skønne Land
og lade Friheds-Baunestikken gaa fra Mand til Mand.
En Hilsen, Kammerater, fra Alt, som er herude:
fra Maageskrig, fra Marehalm, fra Jollevimplers Smæld,
fra morgenglade Lærkers Stig mod Himlens skyfri Rude,
fra Landsbykirkers nænsomt-stille Ringning imod Kvæld,
fra Bølgeskvalp mod Strande, fra Skoves dulgte Stier,
fra Husmandshavers Kuber med de arbejdslystne Bier,
fra Livet, som det strømmer hver Dag langs alle Veje —
— en Hilsen fra det Danmark, som er vort Fælles-Eje!
Venner, det er Majdag! — løft Vaarens Fane højt! —
Jeg bringer Jer en Hilsen fra det hvileløse Hav,
jeg bringer Jer en Hilsen fra dets kraft-isprængte Sprøjt —
thi I og Havet, Venner, har samme Frihedskrav! —
Majdag over Danmark,
fra Havdybsbund til Himmelhvælv! —
Majdag, Kammerater,
for Jer ... og for mig selv!