Naar Skumringen skyller sin Bølge
henover den dagtrætte Jord,
med Drømmenes hvidklædte Skare
bag Søvnens disede Flor;
naar Tusmørket spænder sit Eventyr-Net
over Mennesketankernes Strøm —
da træder Du ind i mit Kammer
som et Syn, som et Digt, som en Drøm.
Naar Fuglen har stanset sin Trille
og Havet dæmpet sin Sang,
mens Stjærne paa Stjærne bag Mulmet
begynder sin natlige Gang;
naar Stilheden nynner sit storladne Digt
for dem, der om Dagen har stridt —
da kommer Du til mig og lægger
dit dejlige Hoved mod mit.
Da kommer Du til mig og lægger
din elskende Sjæl for min Fod,
og skælvende skrider din Tanke
med min over Skumringens Flod.
Du sænker dit sjælfulde Jomfru-Blik
i min Tankes fortvivlede Hav —
som vilde Du se i din Elskers
Øjne, hvor meget han gav.
Jeg gav Dig det bedste, jeg ejer,
og det bedste var aldrig for godt,
jeg bygged for Dig, som jeg elsker,
i Tankerne Slot efter Slot.
I Tankerne rejste jeg Hus efter Hus
for vor Elskov, som stunded mod Ro,
men Livet stjal mine Kræfter,
og Verden var ond mod os To. — —
Naar Skumringen skyller sin Bølge
henover den dagtrætte Jord,
med Drømmenes hvidklædte Skare
bag Søvnens disede Flor;
naar Tusmørket spænder sit Eventyr-Net
over Mennesketankernes Strøm —
da træder Du ind i mit Kammer
som et Syn, som et Digt, som en Drøm.