Hvor stille det er! — aa, saa tiende tyst,
som om Verden endnu kun var til i Guds Tanke,
eller som om dens mægtige Moderbryst
for stedse var ophørt at banke — —
saa tiende tyst i den dybe Nat,
som smykker sin Himmel med Stjerner smaa,
med Elverslør sine sorte Krat,
med Eventyr sine Skove blaa.
Hvor stille det er! — Jeg vil sidde i Nat
og skaale med dig, som jeg aldrig kan glemme;
jeg drikker for Mindernes dyre Skat,
som du gav mig, sidst du var hjemme.
Da knytted du atter det løste Baand
og nævnte mig atter din —
jeg griber mit Glas med den gyldne Vin
med solbrun og sitrende Haand.
Der rører sig ikke det mindste Blad,
og lydløst, uendelig, Himlen sig hvælver,
mit Hjærte sidder og drømmer sig glad,
mens dybest inde det skælver ...
der rører sig ikke et Blad i Skov
og ikke en Vove i Sø —
mit Hjærte skælver, fordi det fik Lov
at leve, før det skal dø. —
Hvor stille det er! — aa, saa tiende tyst — —
— er Verden da endnu kun til i Guds Tanke,
eller har mon dens mægtige Moderbryst
for stedse ophørt at banke? —
saa gravkammertyst, som om alt er dødt ud
og aldrig igen skal faa Liv,
saa tyst som om Mennesker og Menneskers Gud
havde endt deres evige Kiv.
Jeg vil sidde, Agnete, og skaale med dig,
som i Nat sætter Kurs mod en fremmed Strand,
mens Stjernernes sølvhvide Mælkevej
lyser som Morild i Himlens Vand. —
Saa tyst det end er, saa er du dog min,
og Ingen har Magt til at sprænge vort Baand —
jeg griber mit Glas med den gyldne Vin
med solbrun og sikker Haand.