Vi sad en stille, lys Septembernat
og talte om, hvad éngang havde været.
De lette Taager svøbte Hegn og Krat;
den høstberørte Skov stod tavs og mat,
og vingerap en Vildand steg fra Kæret.
Vi rejste os og gik langs Diget frem.
Ved Mosen standsed’ vi og saa tilbage:
dér fremme foran Skoven laa vort Hjem
med lyse Sommerminder i sit Gem
og vented nu paa Høstens gustne Dage.
Og klar som Maanens Segl i Mosens Vand
stod bleg og bar vor Fremtid for vort Øje:
vi saa os selv paa Vej mod Høstens Land —
et sidste Hvil paa Somrens gyldne Rand
— og saa afsted mod Grænsens mørke Høje.
Og stille skælved vi i Nattens Ro,
mens Mindet bar os gennem Ungdomsriget.
Og stille fødtes Savnet i os to;
og Afskedstanken bygged koldt sin Bro,
som Maanen bygged Lysbro over Diget. — — —
Frem over Himlen natblaa Skyer gik,
det blege Aasyn sank bag Bakkekammen;
Sivskovens Susen lød som Gravmusik. —
Saa mødtes vore Sjæle i et Blik,
og vi gik hjem — at vente Høsten sammen.