Kafé-Drømme
(Efter Teatertid.)
(Efter Teatertid.)
Saa fejende frisk, saa ung og glad,
saa tindrende lys, saa kaad og kæk!
Og Stemmen steg som et festligt Kvad —
og faldt — og steg ... i mit Øre den lød
som Vinternætternes Svanetræk:
snart nær og klinger, snart langvejs-blød ...
beundrende i en Loge jeg sad
og nød.
Beundrende i en Loge jeg sad —
Guds Død! — Guds Død! —
for Tanker, der i mig tændtes.
Min Sjæl blev skiftevis hvid og rød:
det var, som i Helved den brændtes.
Og dog har jeg sjælden følt mig saa glad,
som da hendes Blik, fra dér, hvor hun sad,
halvt frittende mod mig vendtes.
Det dvæled paa mig et kort Sekund
— blot det, at ved mig det standsed! —
Du gode Gud! hvor jeg havde det ondt,
da Blikket atter flakkede rundt,
og Stemmen forbi mig dansed.
Da Stykket var slut, og Folk hasted ud,
tabte min Skønne sin Lommeklud.
Jeg greb den ... og sidder nu her med min Skat
og kysser dens Bort og hvisker: Godnat!