Carl Hjernø (1871–1913)

Jeg synger til Jer — I, hvis Mælkevejs-Bryst

er en Indgang til tusindfold Glæde! —

jeg synger Jer Pris i skælvende Lyst,

som andre til Jord ej kan træde!

Jeg længes Jer mod — som Bjørnen i Hi

mod Vaaren, der langvejs fra kommer.

I er Blomster, som standser den summende Bi

paa dens Færd gennem Døgnlivets Sommer.

Jeg længes Jer mod — som en Ørn paa sin Flugt

længes mod Reden tilbage:

for at fryde sig over sin Elskovs Frugt

og over sin fjedrede Mage.

Jeg synger Jer til! — jeg længes Jer mod! —

ja, længes, længes! ... og synger Jer til! —

Jeg skælver i Lyst, mens I driver Jert Spil

paa gækkende Vis i mit Blod. — — —

Jeg har faaet Foragt for mit eget Køn,

som træder det Skønne i Støvet,

som røver fra Hjemmet den purunge Søn

og gør ham for Livet bedrøvet.

Jeg véd, at der findes blandt Jer ogsaa dem,

hvis Blod lig Giftkilder rinder,

der sniger som Udyr i Livet sig frem —

— men dem regner jeg ikke for Kvinder! — — —

Jeg synger til dem iblandt Jer, hvis Savn,

hvis Attraa raaber paa Manden! —

til Eva, der aabner Adam sin Favn ...

... de andre giver jeg Fanden!