Vilhelm Helt (1652–1724)

Alle Ting paa denne Jord,

Alt hvad avles ved GUds Ord,

Alt, hvad under Himlen boer,

Alt, hvad op af Jorden groer,

Alting paa det tørre Land,

Alting i den salte Strand,

Alt, hvad Fiejre har og faaer,

Fødder, Finder, skiæl og Haar,

Alt hvad krybe kand og gaa,

Alt, indtil de Myrer smaa;

Alt hvad Aande er udi,

Alt indtil den mindste Bi,

Alt det som har Fiske-Navn,

Alt, indtil den mindste Ravn;

Alt det som har Kiød og Blod,

Alle Blomster, hver en Rod;

Alt det som har Løv og Bark,

Alt det Græs i Skov og Mark,

Alle Dyr, hvert Creatur,

Alting er af den Natur

At det sig formeere vil,

At det har sin Lyst dertil;

At det i sig har en Brand,

Som til Fremvæxt tiene kand,

At det voxer meer og meer,

Hver en Ting paa sin Maneer.

Det var Verdens første Grund

Fra den allerførste Stund,

Det var Verdens første Tid,

Det var saa i fordum Tid,

Det er saa paa denne Dag,

Det er og en nyttig Sag,

Det og aldrig Ende faaer,

Førend Jorden selv forgaar.

Derfor Lys paa Himlen kom,

Derfor tumles Verden om,

Derfor Solen har sin Ild,

Derfor giør den Luften mild,

Derfor Himlen har sin Kraft,

Derfor Jorden faar sin Saft,

Derfor falder Himlens Dug

Derfor aabnes Jordens Bug

Derfor Plov og Harre gaar,

Derfor Bonden Jorden slaar.

Derfor pløjes, derfor saaes,

Derfor mejes, derfor slaaes,

Derfor stavnes mangt et Træ

Derfor vogtes Qvæg og Fæ.

Derfor skabtes Mund og tand,

Derfor drikkes Mælk og Vand,

Derfor skabtes Lem og Lem,

Derfor kommer Freet frem,

Derfor skabtes Hun og Hand,

Derfor bruges Ægte-Stand.

Musa spørger nogen da,

Hvor alt dette kommer fra?

Hvorfra alle Ting da fik

Denne Bane, denne Skik?

Den Natur og den Maneer

Som mand nu hos alting seer?

Hvorfor saadan Kraft og fynd

Kom i Jord, i Leer og Dynd?

Kom i Blod, i Kiød og Been

Ja! end i den haarde Steen?

Giv du ham da dette Svar:

GUD det selv saa buddet har.

GUd, den store bygningsmand,

GUd, hvis Bud ej feile kand,

GUd hertil med egen Mund

Lagde selv den første Grund,

Da han med et kraftigt Ord

Alle Ting paa denne Jord

Gav sit Bud i denne Text:

Tager til i Tall og Vext,

Ja GUd med sin egen Haand

Bandt os selv det første baand,

Der indsamler Hun og Hand,

Saa at Qvinden faaer en mand,

Saa at Qvinden vove tør

Det en Mand til Fader giør,

Der hand Adam med sin Brud

Som kom af hans Ribbeen ud,

I det skiønne Edens Land,

Satte først i Ægte-Stand,

Og ved første Bryllups-Fest,

Hvor hand selv var Degn og Præst,

Giorde Et igien til Tu,

Hvorved ald vor Verden nu

Staaer i fulde Skik og Floer,

Ja endogsaa daglig groer

Til den Væxt og til det Tal

Som GUD vil der være skal;

Ja! jeg meener visselig,

At det skal befinde sig,

Dette Bryllup Aarsag var,

At mand seer nu Par og Par

Mage sig saa sødt og smugt,

Og at bære frem sin Frugt,

Ja! den Lyst GUD føie lod

I de Tvendes Kiød og Blod,

Ved den første Bryllups-Fær

Gier hos os enhver i sær,

At mand har paa denne Dag

I Formeerelsen Behag.

Heraf Lysten i os kom,

Det er værd at siunge om,

Det er værd at høre til,

For enhver som vide vil

Hvad han er, og hvorfor hand

Til den søde Ægte-Stand

Finder i sit Kiød og Blod

Sligt et got og hurtigt Mod?

Ej min Musa, siig da du

Hvor det gik de Unge Tu?

Siig os hvordan det til gik,

Der de To hinanden fik?

Hvordan dette første Par,

Som GUds eget Mærke bar,

Første Qvinde, første Mand

Samledes i Ægte-Stand?

I Begyndelsen GUD ved sit Ord lod byde

Det store Verdens All af Intet at frembryde,

          Afgrundens Mørk derved strax fra hinanden gaaer,

          Og i det klare Lys GUds Almagts Gierning staaer.

Det hvalte Firmament, udstrakt til alle Sider,

Har i sin høje Svang Naturens visse Tider

          Fordeelte i en Kreds, hvor Solen strax fremgaar,

          Og giør Begyndelsen paa Verdens første Aar.

Grundfæstet Jorden staaer, og paa den runde Klaade

Afspælet alting er, det Tørre og det Vaade,

          Her ligger Mark og Heed, der voxer Skoven op,

          Her staaer den dybe Dal, der Klippens høje Top.

Der gaaer den sagte Vind, det blanke Vand at kruse,

Der farer Stormen ud blant Bølgerne at bruse,

          Og her den svangre Sky omkring ved Jorden gaar,

          Og skienker hendes Frugt med mangen liflig Taar.

Dernæst af Jord og Vand GUd Dyr og Fæ befaler

Sin Skabelse at faae, det skeer saasnart hand taler,

          Paa Timen kommer frem en fast utallig Flok

          Af allehaande Kræ, ja Fugl og Fiske nok.

GUD til enhver af dem sin egen Plads beridde,

De grumme vilde Dyr fik Ørken at besidde,

          Den Næse-vise Hund sin Vagt hos Adam fik,

          Kaninen grov sig need, og under Jorden gik.

Steenbukken til sit Hiem fik Klippens haarde Steene;

Men Fuglen svang sig op paa Træets grønne Greene

          Og i den høje Luft; i Vandet Fisken blev,

          Og til den grønne Eng Naturen Qvæget drev.

Her staaer da Jordens Bolt i ald sin Pragt og Smykke;

Den store Himmel med, og i det mindste Stykke

          Afbildet er med Kunst, GUds Viisdom og GUds Magt.

          Men til Fuldkommenhed det ej endnu er bragt.

Et Dyr af bedre Skik, et Dyr, som GUD kand prise

Med Tunge, og med Mund, som kand ald Verden vise

          GUds egen Lignelse, et Creatur saa rart,

          Det vil hertil endnu, om det skal have Art.

GUD som sin Gierning selv beseer til Punkt og Prikke

Og alle Ting med Flid i beste Stand vil skikke,

          Hand slutter, at det Dyr skal komme for en Dag,

          Thi see! i dette Dyr hand har en sær Behag.

Hand af den sorte Muld en liden Klump oprager,

Og ved sit sande Ord og Almagt det saa mager,

          At Klumpen, som var Jord, strax bliver til en Mand,

          En Mand, som for sig selv en Verden finde kand.

Den Mand dog ej endnu er som hand bør at være,

Hand sig ej røre kand, hans Fod ham ej kand bære,

          Hand ligger som en Stok, slet ingen Puls her slaar,

          Hans Maves Aande-Balg endnu slet intet gaar.

GUD blæser, Adam er, see her! det Dyr er fundet,

For hvis skyld HErren har sin Jord og Himmel grundet,

          For Adams skyld blev skabt ald Verden med sin Pragt,

          Ald hvad paa Jorden er, det er ham underlagt.

Naar nogen Mand sin Ven til Maaltid lader bede,

Hand lader hannem ej i skidne Stuer lede,

          Hand lader giøre reent, og feje for sin Dør,

          Og drager med Tapeet, hvor det fornøden giør,

Med fineste Damask hand lader Bordet brede;

Og hvad der hører til, det først maa staa til rede,

          De vel udskylte Glas de maa paa Skienken staa,

          Hand seer at hver en Giæst kand Rum og Sæde faa.

I Kiøkkenet hand og de beste Kokke sætter,

Som vide efter Konst at kaage kræsne Rætter,

          Og naar da hver en Ting til fulde er beredt,

          Saa bliver Giæsten selv til Maaltid først indleedt.

Saa giør og HErren her; der alting er at finde

I Verden paa sit Sted, og saasom staar paa Pinde,

          Der alting ret i Floor og efter Ønske staar,

          Saa bliver Adam skabt, og Magt derover faar.

Ja det som meere er, den skiønne Edus Hauve,

Det smukke Paradiis, GUd vil endda til-lauve,

          Som med Velsignelser opfyldt i Tusend Tal,

          Ham til en Værelse og Bolig tiene skal.

I denne Hauve sees to Stammer op at rinde,

Som alting overgaaer hvad andet der er inde,

          Thi hvad der ellers staaer for Legemet er sat,

          Men her er Aandsens Lyst, og Siælens dyre Skat.

Det ene Træ det har en sælsom Frugt at bære,

Som Mennisket Forskiæl paa Ont og Got kand lære,

          Dets Frugt er lystelig, men maa u-plukked staa,

          Den ej for Tanden er, den ingen smage maa.

Een Konst, at kiønne paa det Onde og det Gode,

Er hemmeligen skiult i denne rare Pode,

          Alt Verden finder det, desværre alt for sandt,

          Men Bussemanden sig hos dette Træ indfandt.

Det andet Træ var skabt et Livsens Træ at være,

Og Evighedens Kraft paa Grenene at bære,

          Mand aldrig paa en Stilk saae et fortørret Blad,

          Men i den friske May ald Verdens Ungdom sad.

Og hvo som nogen Tid fik af dets Frugt at æde;

Hand smagde i sin Siæl ald Evighedens Glæde,

          Det søde Livsens Træ ald Sygdoms Vee drev bort,

          Ja Døden selv dertil, som giør os Livet kort.

Een liflig Sønden-Vind GUD lader selv bestille,

Som kommer sagtelig blant Træerne at spille,

          Som fryder deres Saft, som frisker deres Frugt,

          Og fylder Hauven op med Blomsters søde Lugt.

Alt det som Øjets Lyst som Smagen kand fornøje,

Ja hvert et Creaturs fem Santser til sig bøje,

          Her staaer i fulde Floor, her er at see og faae

          Det Menniskens Fornuft u-mueligt kand forstaae:

Her Solens hede Brand sig aldrig lader finde,

Ej Riim, ej u-sundt Damp, ej skarpe Norden-Vinde,

          Ej Iis, som Vandets Løb i haarde Lænker slaar,

          Saa Fisken selv derved tit i Forundring staar.

Ej Storm, ej Snee, ej Regn her Jordens Frugter plager,

Ej Lynets rappe Ild, her Torden aldrig knager,

          Men Luften, som er reen, ja frydefuld og glad

          Af Knoppen lokker ud det nys undfangte Blad.

Slet intet som er ont her Jorden af sig sender,

Ej Tidsels hvasse Piig, ej Nældens Blad som brænder,

          Mand fandt her ej Forgift, ej nogen farlig Rood,

          Om mand end overalt derefter grave lood.

Her aldrig Spindelvæv paa Træet kom at svæve,

Den plet-graa Ædderkop her aldrig kom at væve,

          Udi det unge Græs her Snaagen aldrig krob,

          Fra Padden noget Snaus paa Jorden aldrig drob.

Mand fandt her aldrig Møll i Tulipanens Rødder,

Ej nogen hæslig Orm med hundred slemme Fødder,

          Spy-Fluen aldrig Sting paa Rosen-Bladet gaf,

          Og Oldenborren aad ej noget Blomster af.

Ja! sagde jeg eengang, at tusend Ædelsteene

Paa Træerne i Eng og paa de grønne Greene

          Udvoxte af sig selv, at Marken der laa fuld

          Med Perler overstrød, at Sandet var af Guld,

At Honningen flød ud i hundred dybe Strømme,

Og at den søde Mælk kom Klippen til at svømme,

          Ja at der Manna laa paa Jorden tykt som Snee;

          Jeg sagde ej et Ord hvoraf mand kunde lee.

Og om jeg overalt et helligt Væsen viisde,

Og svoer, at hver en Fugl sin store Skaber priisde,

          Ja! at den hæse Ravn som Nattergalen sang

          Om HErrens høje Navn, jeg ikke løj engang.

Men dette er mig vel i Næsen værd at kaste,

Det er med Rette paa min svage Pen at laste,

          At den ej finde kand et Ord i min Forstand,

          Som til saa høje Ting for fulde række kand.

Jeg den ej plukket har af Pegasi hans Vinge,

Den derfor ej er vandt i Luften sig at svinge:

          Dog om den sig end svang op til Parnassi Top;

          See! Himlen er saa høj, den naaer der aldrig op;

Og du, som den heri ej kand til Takke tienne,

Gak! lær det af GUds Aand, og ej af svage Penne,

          Det ej beskaffet er paa Jordisk Art og Viis,

          Forvendt derom Beskeed eengang i Paradiis.

See slig en Boligs Sted for Adam GUD bereder,

Og ham med egen Haand i Paradiis fremleder,

          I evig Fryd hand der sin Tid skal bringe hen,

          Og vil hand være klog, beholde GUd til Ven.

Endnu er det ej nok: GUD giør ham saadan Ære,

GUD vil for alle Ting, hand skal fornøjet være,

          Hand seer sin Adam ind i Siæl og Hierte-Rood,

          Og finder, Eenlighed er Manden ikke good.

GUD seer det; og paa Stand en Søvn paa Adam falder,

Som i den mørke Ro hans Hu og Sants henkalder,

          Dermed GUd af hans Krop et Ribbeen tager ud,

          Og af det samme Been GUd bygger ham en Brud.

Den Mand hand sover sødt, og intet veed at sige

Af alt det hannem skeer, see her en vakker Pige

          Udaf hans eget Kiød sin fulde Skabning faaer,

          Og der hand vaagner op, hun for hans Ansigt staaer.

Hand seer sig runden om, og Søvnen af sig tørrer,

Hand seer den unge Brud, hans Blod sig i ham rører

          Ved det hans Øje seer, hans Hierte i ham slaar,

          Hand saasom halv forrykt og i Forundring staar.

Hand Jord og Himmel selv ved dette Syn forglemmer,

Een stor Bevægelse hand føler i hans Lemmer,

          Ja! det hand føler her hand selv ej fatte kand,

          Een Kaalde uden Kuld, een Feber uden Brand.

Den smukke unge Moe ham i hans Hierte fryder,

Hand træder nærmer til, og hende Hilsen byder,

          Ej vær velkommen til min Hierte kiære Brud,

          Du til min Ungdoms Lyst beskikket est af GUD.

Ej vær velkommen hid! min Engel søde Dukke!

Min Siæls udvalte Skat! min Dejlige! min Smukke!

          Min frydefulde Sool! min Perle! mit Juveel!

          Min søde halve Part! min Himmel-givne Deel!

Du skal mit Hiertes Trøst og Fryd herefter være,

Min Længsel og min Lyst, min Krone og min Ære,

          Du est min anden Jeg, thi du og jeg er een,

          Du est Kiød af mit Kiød, og Been af mine Been.

Hvor seer nu Eva op ved saa u-vante Sager,

Hun seer, hun veed ej hvad, det hende dog behager,

          Hun veed ej hvad det er, een Frier og en Mand,

          Naturen hende det dog snarlig lære kand.

Hun finder i sin Siæl en Ting hun ikke kiender,

Een sød og liflig Ild i Hiertet hende brænder,

          Hun veed ej hvad hun har udi sit unge Blod,

          Thi Kiærlighed er i den Purpur-røde Flod.

Den samme søde Ild som hun i Hiertet finder,

Den og tillige med i hendes smukke Kinder

          To Roser maler af, og giør det aabenbar;

          At hun ej mindre Tugt end Ild i Hiertet har.

Den unge Mand, hun seer, ret meget vel befalder,

Og mangt et kiærligt Navn hvorved hand hende kalder,

          Det klinger saare vel! hun taug en liden Stund,

          Dernæst ham Hilsen bød udaf sin søde Mund:

Hvad jeg dig kalde skal, hvormed jeg dig skal ære

Som kommer mig imod, hvad Navn du helst vil bære,

          Det er mig ubekiendt, thi jeg slet fremmed er,

          Jeg knap et Øjeblik endnu har været her.

Dog troer jeg at du dig min Broder kalde lader,

Thi Himlens store GUD er begge vores Fader,

          Hand har os begge To jo skabt med egen Haand,

          Det er jo mellem os et kiærligt Venskabs-Baand.

Jeg og med Ret og Skiæl dig Faders Titul byder,

Som her dit eget Blod i mine Aarer flyder,

          Jeg kiender Daatters Pligt, alt det som kaldes mit,

          Mit Blod, mit Kiød og Been, see! det er alt af dit.

Jeg føler dertil med GUds egen Finger skrive

Et Bud udi min Siæl, at jeg bør ogsaa blive

          Din egen til min Død; thi troer jeg, om jeg tør

          Dig kalde kiære Mand! jeg ingen Uret giør.

Men siig mig, hvad du selv at kaldes best behager?

Siig selv, hvad Titel du da heldst af alle tager,

          Om du dem alle fik, jeg mig dertil forseer,

          Ved ingen da af dem dig nogen Uret skeer,

Thi siger jeg vel ret: Hav Tak min kiære Broder;

Vi GUD jo begge har til Fader og til Moder,

          Hav, kiære Fader! Tak, det Navn dig hører til;

          Hav Tak min Hierte Mand! du det jo være vil.

Der Adam nu forstaaer, at Eva braf kand snakke,

At hun saa med Maneer og artigt veed at takke,

          Hand svarer med et Smiil: Min Hiertens søde Skat!

          Du taler meget vel, og har det heel vel fat.

Du kandst mig, det er sandt, vel mange Navne give:

Din Fader er jeg vel, vil og din Broder blive;

          Men om min Bøn hos dig udrette noget kand,

          Saa tag mig i din Favn, og kald mig Hierte Mand!

I dette sidste Navn GUD selv har villet legge

Een sød Bedrift i Skiul, som hand udaf os begge

          Fuldbyrdet have vil; ej kom og lad os see,

          At hvad GUD have vil, fuldbyrdes kand og skee.

Fru Eva Øren fik, det sidste Ord hun hørde,

Det hende hemmelig i Siæl og Hierte rørde,

          Dog fandt hun, at den Mand her noget hastig var,

          Saavidt som hun forstod; thi gav hun dette Svar:

Ej lad os, med Forlov, dog give lidet stunder,

Imedens jeg til Gavns min Lejlighed begrunder;

          Hvad Navn du have vil, jeg har nu af dig lært;

          Jeg ogsaa giøre vil, hvad GUD og dig er kiært.

Dog maa mand, synes mig, den rette Orden vide,

At alt det, som mand giør, kand skee i rette Tide,

          Fornuften lærer det, det er en vis Maneer

          I Himmel og paa Jord, hvorefter alting skeer:

Enddog GUd alle Ting paa Timen kunde giøre,

Og til Fuldkommenhed i een Minut udføre,

          Dog har hans vise Raad sig først en Grundvold lagt;

          Dernæst de andre Ting ved Trappe-Tall fuldbragt.

Hand skiller Lyset først fra Mørkets fæle Skygge,

Saa giør hand sig en Klump, hvoraf hand meer vil bygge,

          Enddog der Klarhed nok ud fra hans Ansigt gaar,

          Sin Glands og Skin endnu dog ingen Stierne faar.

Den høje Himmel selv maa efter Solen vente,

GUD veed til rette Tid med hver en Ting at lente,

          Tusmørket kommer først, dernæst den klare Dag;

          Af slig Forsynlighed du og Exempel tag.

Kom siig mig dog eengang, hvad est du fød og baaret,

Hvi blev jeg saa udaf din egen Side skaaret,

          Før vi saa plumpelig slaar noget andet paa,

          Os selv vi kiende bør, vor Herkomst ligesaa.

Mit Hierte! sagde hand, jeg vil dig og fornøje,

Jeg dig ret gierne vil i din Begiæring føje,

          Jeg dig om alle Ting snart underrette vil,

          Og sige, hvordan det med os er gaaet til.

Saa snart den store GUD af høje Gunst og Naade

Mig havde givet Magt for alle Ting at raade,

          Jeg udi Hauven gik, hvor alting paa min Tro

          Med lutter Hiertens Lyst og Glæde ad mig lo.

Jeg vandrede omkring, nu i de dybe Dale,

Nu paa det høje Bierg, nu under Træers Svale,

          Jeg nu i Skoven gik, nu i den grønne Eng,

          Jeg saa hvor alle Ting der voxte op i Fleng.

Jeg Træerne her saae, saa grønne og saa friske,

Paa Marken saae jeg Dyr, i Vandet saa jeg Fiske,

          Jeg saae den fede Muld, jeg saae den blanke Strand,

          Jeg saae det fine Guld iblant det hvide Sand.

Den skiønne Onyx-Steen i Bækken saae jeg spille

Med tusend Straalers Glands, jeg mangen gang stod stille,

          Og saae derpaa med Lyst, mig siuntes at jeg saae

          Saa blinkede den Steen, at der en Stierne laa.

De smukke Fugle med de giorde sig saa glade;

Jeg saae dem hos mig tit iblant de grønne Blade,

          Med Lyst jeg hørde paa hvor Nattergalen sang,

          Det var min Tidsfordriv vel mangen Time lang.

Hvad vil jeg sige meer, hvor hen jeg Øjet vendte,

Jeg alting smukt befandt, jeg GUD i alting kiendte,

          Men om jeg Øjet end paa alting spille lod,

          Jeg dog slet intet fandt, hvortil min Attraa stod.

Hvad gavner mig et Træ med alle sine Frugter,

Hvad har jeg af en Flood, som gaaer i tusend Bugter,

          Hvad af en Ædelsteen, var den eengang saa rar?

          Naar jeg alleene gaaer og intet Selskab har.

Hvo skal med mig gaae om, med Flid at overveje,

Alt hvad vor GUD har skabt? hvad tiener mig at eje

          Alt det mit Øje seer, naar jeg ej finde kand

          Den jeg kand deele med udi det gandske Land.

Hvem skal jeg HErrens Magt, som med min Finger vise?

Hvo skal vel hielpe mig min store GUD at prise,

          Mand sige hvad mand vil, om HErren mig tilbød

          At være som jeg var, langt heller var jeg død.

Jeg ikke nægte kand, naar det mig kom i Sinde,

Strax mange tusend Dyr sig hos mig lade finde;

          Den store Elephant, den stærke Løve kom,

          Ja alt hvad nogensteds i Skoven løber om.

Jeg saae strax hos mig staa saa mangen deilig Skare

Af allehaande Dyr, som alle toge vare,

          Naar jeg kun gav et Vink; Jeg lod dem komme frem,

          Og gav enhver sit Navn, som jeg ham fandt beqvem.

Jeg fandt dog ej et Dyr som mig ret vilde høve,

Jeg fandt der ikke et som hos mig kunde sove,

          Nej! med det dumme Fæ det intet var bevendt,

          Et hvert i sin Natur var mig for vel bekiendt.

De har ej Viid ej Skiæl, det er for grove Vare;

Og taler jeg eengang, de vide ej at svare,

          GUD i det dumme Fæ har ikke med sin Haand

          Indtrykt sit Billede, og dybe Klogskabs-Aand.

Alleene Mennisket, det er forundt af Naade,

At vide rettelig sig med Fornuft at raade,

          Det ene Frihed har sin Skaber ret at see,

          Og efter hans Behag ham Æren at betee.

Jeg saae alligevel, jeg saae det mange gange,

Hvordan de vilde Dyr, ja selv den lede Slange

          Sig parrede saa smukt, enhver sin Mage fik,

          Og hvor jeg dennem saae der to tilsammen gik.

Kom mig en Ulv imod, som søgte efter Føde,

Et Dyr som var ham liigt mig ogsaa kom i Møde;

          Hvor Ørnen nogen Tid fløj hen og satte sig,

          Hos ham sig satte strax en Fugl som var ham liig.

Jeg saae den lille Fugl, som sankede til Reede,

Jeg saae, hvor Magen kom, og ham sin Hielp beteede;

          Jeg saae ham Neb i Neb; mit Hierte i mig slog,

          Ved hvert et Kys den Fugl hand baade gav og tog.

Ja! i det dybe Vand, midt i de klare Strømme

Jeg Fiskene og saae ved Par og Par at svømme,

          Den allerstørste Hval, den allermindste Sild

          Udi det kolde Vand fandt Venskabs søde Ild.

Ald dette blev jeg vaer, Naturen mig og sagde,

At det var hendes Bud; jeg det paa Hierte lagde;

          Og tænkte hos mig selv: See der, eenhver har sin,

          Hvert Dyr sin Mage har; ach! havde du og din!

Skal da det dumme Fæ saa sødt et Selskab nyde,

Og jeg saa eensom skal min Siæl med Længsel bryde?

          Skal jeg saa ene gaa udi det gandske Land,

          Da hvert et Creatur er sat i Ægtestand.

Nej, nej, jeg meener det, ald Verdens Magt og Vælde

For mig som intet er, det vil kun lidet gielde,

          Det beste fattes mig, een Kone vil hertil,

          Om jeg i ald min Pragt fornøjet leve vil.

Som jeg da for mig selv staaer halv forrykt i Tanker,

Og paa min Eensomhed og tynde Skiæbne anker,

          Den vise Skaber selv mig ind i Hiertet seer,

          Og af den Artighed i egen Gierning leer.

Min Skaber seer det med sit Viisdoms store Øje,

Hvad mig kand tiene best, hvad mig kand best fornøje;

          Hand som sin Gierning seer, og kiender Kiød og Blod,

          Hand seer at Eenlighed Naturen er imod.

Hand har dig, søde Siæl! da hertil selv udskaaret,

At være her hos mig, see! dertil blev du skaaret

          Af denne Side ud; du mig nu skienket est

          Af GUD, som seer og veed hvad Adam tiener best.

Din Purpur-røde Mund, og smukke hvide Bryste,

Din gandske Krop er skabt mit Hierte at forlyste:

          Thi kom, min Skabers Bud jeg og fuldbyrde vil,

          Du føler jo vel selv, du og er skabt dertil.

Dermed den unge Mand til Eva sig begiver,

Af Kiærlighedens Ild optændt i Siælen bliver,

          Hand favner hendes Hals, hun seer ham an igien;

          Og i sit Sind forstaaer hvor Manden hand vil hen.

Hun slaar ham saadant af, det vil sig ikke sømme,

Vor Skaber, siger hun, hvad vil hand herom dømme,

          Naar hand slig Plumphed seer? det er dog alt for galt;

          Vi knap endnu eengang har med hinanden talt.

Jeg har dog neppelig endnu een Time levet,

Du veedst, at hvad jeg er, jeg det nu nys er blevet,

          Gak ind i din Fornuft, betænk dog hvad du giør;

          Min Siæl er alt for ny, hun det ej vove tør.

Hvo vilde u-moed Frugt af Træerne afrive;

Og til en bedre Tid ej Lysten lade blive?

          Hvo vilde Kornet vel for Tiden meje af,

          Før Aren selv et Tegn om Kiernens Moedhed gaf?

See! hvo som med Gevalt, og plumpe Fingre trykker

Den lukte Rosen-Strud, den gaaer jo da i Stykker,

          Der er jo ingen Lugt udi den unge Knop,

          Før Solen med sit Smiil for Bladet lukker op.

Ej, kiære vær tilfreds! forund mig nogle Dage,

At jeg i Dyd og Tugt min Ungdom kand opdrage,

          Vor Skaber derudi skal finde Velbehag,

          Hand skal os Gunst betee paa vores Bryllups-Dag.

Den gode fromme Mand med Lyst paa Eva hørte,

At hun sit kloge Svar saa skikkelig fremførte,

          At hun saa sindig var, det var ham saare kiært;

          Hand tænkte ved sig selv: Hvor har hun dette lært?

Mit Hierte! sagde hand, alt hvad du til mig siger

Udviser Ærbarhed, og sømmer smukke Piger,

          Du veedst de Ting du ej har hørt af nogen Mand,

          Din Tale smager af u-dødelig Forstand.

GUD er, som du har sagt, for alle Ting at ære,

Ham vores gandske Liv opoffret bør at være,

          Jeg siger ham og Tak, at jeg, som ene gik,

          Dig nu til Hiertens Trøst og kiærligt Selskab fik.

Jeg siger tusend Tak for hver en Skienk og Gave

Hand mig til beste har udøst i denne Have,

          Men først og sidst, at du, min Engel! overgaaer

          Alt hvad ved HErrens Bud paa Jorden gaar og staaer.

Men som du har i Dag GUds Vilje beskreven,

Saa veedst du ogsaa vel hvad Konen hun er bleven

          Pligt-skyldig mod sin Mand, det GUD behager ej,

          Det veedst du saare vel, at hun ham siger Nej?

Dig tiener ogsaa det udi din Stand at lære,

Du maa med andre Dyr en frugtbar Sæd frembære;

          En Sæd som efterdags tiltage skal og groe,

          Og ald den gandske Jord bebygge og beboe.

Om jeg min Skyldighed og Ægte-Pligt forglemmer;

Skal GUD ej blive vreed? hand som i disse Lemmer

          Gav saadan Kraft og Fynd, som gav mig i min Vold

          Alt dette megle Gods og Jordens hele Bold.

Hand mig jo givet har de store fede Lande

Her ligger runden om, med alle disse Vande,

          Med alt hvad der er i, det staaer jo i min Magt;

          For Min skyld det er skabt, og er mig underlagt.

Jeg til Opvartning har een fast u-tallig Skare

Af allehaande Dyr, som paa mig tage vare,

          Den stærke Løve selv er rask som Piil i Skud;

          Naar hand min Stemme hør, at fremme mine Bud.

Min Indkomst jeg og har, det grønne Træ sit Foster

Opføder for min Mund, min Viin mig intet koster,

          Dertil er Druen skabt; alt hvad den fede Jord

          Frembærer af sit Liv, det tiener til mit Bord.

Jeg boer i Paradiis, min Bolig er herinde,

Alt det som ønskes kand i Eden er at finde,

          De høje Stierner selv, ja! Soel og Maane maa

          For ald den Herlighed som Avind-syge gaa.

Men dette store Alt saa vidt og bredt begrevet

Ej for os ene To er saa oppyntet blevet;

          GUD det ej saa forstaaer, hand vil, her komme skal

          Et større Folk at bo, et Folk foruden Tal.

Hvad Jammer var det vel, at alle disse Frugter;

Hvorunder Greenene maa siinke ned i Bugter,

          For hvilke Himlen selv enddog arbejde maa

          Hen i ald Evighed, til Intet skulle staa.

Hvortil og tiente det, at ald den store Skare

Af Dyr paa egen Haand i Skoven skulle fare,

          At alt det skiønne Qvæg, som ligger her omkring,

          Ej skulle blive brugt til nogen Verdens Ting.

Nej! nej! den store GUD, som har lagt større Tanker

Om ald den Herlighed, hans Almagt sammen-sanker,

          Hand vil, at hver en Ting skal bære frem sin Frugt,

          Hand vil, at hver en Ting skal ogsaa blive brugt.

Det er da uden Grund du længere forhaler

Een Ting, som dog vil skee, een Ting, som GUD befaler,

          Du jo min Hustru est, jeg er din Ægte-Mand,

          Ej, Hierte! giv mig dog, det du ej nægte kand.

En ufornøden Frygt du ej tør ved at bære

Udi en Ting som skeer vor Skaber selv til Ære,

          Du for en Kones Pligt dig ikke frygte tør,

          Nej, viid, at jeg dig til ald Verdens Dronning giør.

Fru Eva veed snart ej hvad hun nu meer skal svare,

At Manden jo har Ret og Sandhed med at fare,

          Hun ikke tvivler paa, alt det som hand har sagt,

          Alt det som hun har hørt, det maa hun give Magt.

Hun brød omsider ud: Min Aand i mig opstiger,

Og vil af Brystet ud, for alt det du mig siger;

          Hvad er dog HErren god! hvad høj Velsignelse

          Hand legger paa en Mand, et uselt Menniske!

Ej lad os dog gaa hen, og flittelig betragte

Alt hvad vor GUD har giort, vi maa ej saa foragte

          Det hand os givet har; ej Hiertens Kiære kom!

          Kom med mig dog eengang, og lad os see os om.

See an den smukke Skov, see an de grønne Enge,

Ej see den hvide Buk ved Klippens Top at hænge,

          See an den dybe Dal, som staar af Blomster fuld;

          Hvad Fynd og Kraft er skiult udi den fede Muld.

For alting lad din Siæl i Himlen selv opstige;

At see GUds egen Glands, og takke ham tillige;

          Det er jo Billighed at GUD sin Ære faar,

          Før du dit Hu og Sind til noget andet slaar.

Kom lad os dog eengang med Agtsomhed beskue

De mange skiønne Lys paa Himlens høje Bue,

          See hvor de give Agt paa Jorden trint omkring;

          At den til vores Tarv ej fattes nogen Ting.

Ej see dog Maanen an, hvor den sin Kraft udstrækker;

Og med en sælsom Magt de store Vande trækker,

          Hvor den med Fyrighed sin Kreds om Jorden slaar;

          Og stedse Øjet har til Solen hvor den gaar.

See Solen an engang, hvor den paa Himlen iler,

At maale Dagen af, hvor den mod Jorden smiler,

          Og byder mildelig af sin forgylte Karm,

          At Luften med Beskeed skal holde Frugten varm.

Om nogen eengang har bekommet skiønne Gaver,

Som ham een fuldtroe Ven tilsendt og skienket haver;

          Det er jo Billighed, hand eengang derpaa seer,

          Og sig imod den Ven taknemmelig beteer,

Har hand ej Evne til hans Rundhed at belønne,

Hand maa dog lade see, hand veed derpaa at skiønne;

          Hand ej som Svinet maa, der under Egen gaar;

          Opsluge Aggernet, før hand først takket faar.

Og om hand det ej giør, skal da hans Ven ej tænke:

Den Mand var ikke værd, at jeg ham skulle skienke

          Saa kostelig en Ting, jeg den vel finde vil,

          Som bedre vide skal, hvad saadant duer til.

Velan! om du ej vil imod din Skaber være

Slet u-taknemmelig, saa giv ham først sin Ære,

          Du seer her overalt, hvad hand forærer dig,

          Tag vel imod hans Skienk, og tak ham hiertelig.

Det Raad som Eva gav, var saare got at følge;

Det Adam vel befalt, hand det ej kunde dølge,

          Hand hørte med stor Lyst, at hun begavet var

          Med samme Viisdoms-Aand, som hand i Brystet bar.

Jeg veed det, sagde hand, vor Skaber maa vi ære,

Og hannem først sin Tak med fulde Mund frembære,

          Dernæst hans store Skienk udi en villig Favn

          Annamme gladelig, og føre os til Gavn.

Jeg og forlyste vil mit Hierte og mit Øje

I HErrens Gierninger, naar Tiden sig vil føje;

          Men tænk, hvor store Ting! saa klog er ingen Mand,

          At hand det Rigdoms Dyb paa eengang maale kand.

Thi tiener det dog ej, at vi formeget haste,

Og i det store Dyb os Hoved-kulds udkaste,

          Du siger, alle Ting maa efter Orden gaa;

          Det er den samme Streeg jeg og betænke maa.

Om nogen eengang har bekommet skiønne Gaver,

Som ham en fuld-tro Ven tilsendt og skienket haver;

          Og hand da deriblant et herligt Stykke faaer,

          Hvortil fornemmelig hans Hu og Attraa staaer.

Et Stykke, som hans Ven med sine Ord og Fagter

Betegner selv, at hand det allerhøjest agter,

          Skal hand ej først afsted, af een nysgierig Aand,

          Den samme Raritet fremtage i sin Haand.

Skal hand ej allerførst sig det til Nytte føre,

Som hannem allermeest Fornøjelse kand giøre?

          Skal hand ej bruge først, som eget Eiedom,

          Det Beste blant den Skienk, som ham til Hænde kom?

I Sandhed, jeg med Skiæl maa prise og berømme

Alt det som GUD har skabt, de store rige Strømme,

          Den Grøde-fulde Jord, de Dyr, det Sølv og Guld

          Og andet Smukt, hvoraf ald Verden snart er fuld.

Men det GUds egen Haand saa mesterligen giorde

Nu nylig der jeg sov, jeg derpaa vedde torde,

          Det alting overgaaer i Skiønhed og Værdi,

          Een gandske Verdens Pragt den sidder jo deri.

Ach! før vi længer gaaer, lad mig den Gave nyde,

Som frem for alle Ting mit Hierte best kand fryde;

          Af alt det GUD har skabt, du det alleene est

          Mit Hiertes søde Skat, som mig befalder best.

Om jeg tog andet for, vor Skaber vilde sige:

Den Mand var ikke værd at elskes af en Pige;

          See! det jeg rarest holdt, hand agter ej eengang;

          Men som en Kryster gaaer og hør paa Fugle-Sang.

Veninde! det er nok, vi maa ej længer tøve,

Vi HErren give maa vor Viisdoms første Prøve;

          See! Jorden den er stor, ja alt for stor for Tu,

          Her vil langt flere Mænd og Koner til endnu.

Der var en deilig Dahl, der hvor de Begge stode;

Hvor mangen yndig Urt og prægtigt Blomster grode;

          Hvor mangt et lystigt Træ mod Himlen voxte op;

          Og sendte Skyggen need til Græsset fra sin Top.

Een Aae, saa klar som Sølv, kom der forbi at rinde;

Som stræbte blant det Gruus sin krumme Vej at finde;

          I mangen Bugt det skiød sit flydende Krystal,

          Og giorde sig en Kreds omkring den smukke Dal.

Mand saae ej Musk, ej Dynd omkring dends brede Kanter;

Alleneste Corall og fineste Demanter,

          Der var ej Ande-Mad, som Vandet paa sig giør,

          Ej Padde-Læg, ej Sæl, men lutter Sukker-Rør.

Mand Fiskene her saae i Flokke-Tal at spille,

Og blant hinanden sig udi en Dantz at stille,

          Mand saae dem sværme om, og tumle sig omkringer,

          Mand dem i Luften saae med mangt et hurtigt Spring.

Ja Træerne i fleng med deres grønne Blade;

Med deres unge Frugt, beteede sig saa glade,

          Eenhver sin høje Top med Bliidskab bukte ned;

          Og for det unge Par aflagde Høflighed.

Hvor før et Blomster sad i Knoppens snevre Giemme;

Det brød sig strax herud, og lod sin Lugt fornemme,

          Med smukke Foraars-Pragt i mange Tusend Tal;

          Til Smykke for vor Brud, og for den Brude-Sal.

Vor gilde Adam seer hvor alle Ting sig fryde,

Og ham i Hobetal til Kiærlighed indbyde,

          Hand seer nu rette Sted til det hand gierne vil,

          Hand seer nu rette Tid og Lejlighed dertil.

Thi satte hand sig need, bad Eva hos sig sidde

Udi det grønne Græs, Naturen selv beridde

          Den smukke Brude-Seng; her tages først i Favn;

          Her gives første Kys med mangt et kiærligt Navn.

Her gaaer vort Bryllup an, de unge Hierter mages

I tvende Legemer, een Siæl, een Aande drages,

          Af To blev Et igien! af To blev Et igien!

          Hvor blev min Musa af? hvor er hun løbet hen?

Ej bliv kun Musa bliv, her er slet ingen Fare,

Ney, din Blyfærdighed, og kydske Siæl at spare;

          Jeg seer det unge Par vil drage Teppet til,

          Men hvad nu Eva skeer i Verden spørges vil.

Hun sig i Adams Favn med kielen Jomfru-Noder

Nedlagde, hun igien opstaaer ald Verdens Moder;

          Hun med en vakker Søn skal giøre Adam glad;

          Og herom var det jeg min Musa siunge bad.

Ved denne Brude-Færd ald Verden lod fornemme

Et lifligt Fryde-Skriig; saa lad du og din Stemme;

          Min Musa! høre med ald Ær det Brude-Par,

          Hvis Lige aldrig før, ej heller siden var.

Naar nogen Potentat i Ægtestand indtræder;

Til Bryllups-Fæsten jo hans gandske Land sig glæder;

          Ja! hver en Rigens Mand, hver By og hver en Stad

          Fremkommer med sin Pligt, og giør sit Hierte glad.

Mand hører Spill og Leeg i Stræder og paa Gader,

Til Sang og Lystighed eenhver sig finde lader,

          Mand stiller an med Flid Comædier og Ball,

          Hvor Folket løber til med Trang i Hobe-tall.

Herpuker og Trommet hver Mand til Fryd opbyde

De kiække Ridder-Mænd Tornere-Lantzen bryde,

          Der holdes Gieste-Bud og aabne Tafels Pragt

          For Landsens Dronning er i Brude-Sengen lagt.

Saa gik det ogsaa til der Eva blev til Kone,

Og paa sit Hoved fik ald Verdens store Krone,

          Den høye Himmel selv til denne Bryllups-Fæst

          Et aaben Taffel holdt, og Jorden bad til Giæst.

Dend gyldne Soel med Glands og Straaler Luften fylder;

Og Adams unge Brud til Verdens Dronning hylder:

          Ja! Maane, Nattens Ven, udaf sin blege Mund;

          Aflægger Troeskabs-Eed om høye Middags-Stund.

Ja hvert et Himmels-Lys det blusser og det tindrer,

Og mod vort Brude-Par sin Skyldighed erindrer,

          Iført til denne Statz med dobbelt Skin og Glantz;

          Den stille Norden-Pool er færdig til en Dantz.

Det store dybe Haf med alle raske Floder

Sig trænger strax herfrem at helse Verdens Moder,

          Den allermindste Bæk saa frydefuld fremgaar,

          Og paa det blanke Vand det fuld af Perler staar.

Alt hvad som rører sig, og i sit Liv har Aande,

Til Brude-Fæsten kom, og Bruden gik til Haande,

          Alt hvad paa Jorden gik, alt hvad i Luften foor;

          Sin Tro- og Huldskabs-Eed den unge Dronning svor.

Det herske Fugle-Koor i Skoven lader høre;

At de for Bruden og sig lystigt veed at giøre;

          Ja! hver en Fugl der er, hand qvæder til den Fest;

          Eenhver af eget Næb, eenhver som hand kand best.

Den søde Nattergal sig her og ei forglemmer,

Hand holder selv et Koor med sine fulde Stemmer:

          Canari-Fuglen kom, og Lerken til sig tog,

          Som med ham paa Claveer en Sarabande slog.

Nat-Uglen, Mørkets Ven, som Solen ei kand lide,

Hand satte sin Naturs Blødagtighed tilside,

          Hand kom her for en Dag, af Hullet hvor hand sad,

          Men for hand sang saa huult, ham Kragen tie bad.

Ja! hver en Fugl ham saae, de alle bleve vreede,

At hand i Siunge-Koor saa ilde sig beteede,

          De hujede ham ud; og for den samme Sag

          De ham ei lide maa indtil paa denne Dag.

Den Fugl som Navnet fik af Paradiis at bære,

Hand kom paa sin Maneer vort Brude-Par at ære;

          Den Fugl, som aldrig her paa Jorden Hvile tog;

          Hand kom, og med sin Flugt et deiligt Ziffer drog.

Et Ziffer, hvor mand saae vor Brud og Brudgoms Navne

I Kiærlighedens Baand indbyrdes sig at favne,

          Med Kronen oven paa, og anden Stats og Ziir,

          Hand selv sin Pensel var, og Luften hans Papiir.

Den rare Phænix selv med sine gyldne Vinger

For Brude-Parret sig fra Himmelen nedsvinger;

          Den Fugl hand frier ei, ham Eenlighed er sød,

          Skal hand i Ægte-Stand, da ægter hand sin Død.

Den giør ham ung igien, naar hand udi sin Rede

Tilforn i Aske er forbrændt af Solens Hede,

          Saa eensom, som hand er, hand sig dog glad beteer

          Til denne Brude-Fæst, mand saae ham aldrig meer.

Den lille søde Bi, den mindste blant den Skare

Vil sin Spendering her ey heller lade fare,

          Hand havde paa sin Taa en liden Honning-Klat,

          Som den vor unge Brud gav til en Brude-Skat.

Den fik saa mangen Tak for sin velmeente Gave,

Den Dronningen dog ey for intet vilde have,

          Hun gav den Bi igien den Videnskab og Kraft,

          At kaage i sit Liv den Sukker-søde Saft.

Imens at hvert et Kræ nu ønsker Bruden Lykke,

Saa kommer Fisken med, udklædt i gylden Stykke;

          Enddog det er et Folk som lever best i Vand,

          Det dog til denne Fest gaaer paa det tørre Land.

Den store grumme Hval med Magt igiennem-bryder,

Og af sit Næsebor en gandske Strøm udskyder,

          Som op i Skyen staaer, det troer vel ingen Mand;

          Man med Forundring her et Fyrverk seer af Vand.

Marsvinet riider om paa de Søe-grønne Bølger,

En Trop af alleslags med Brude-Skienk det følger,

          Skiælfisken spyer selv de runde Perler ud,

          Som skal til Perle-Snor for Adams unge Brud.

Sælhunden frydefuld sin Fiske-Jagt lod fare,

Og paa den Brude-Færd alleneste tog vare,

          Hand op for Brudens Foed kom svømmendes til Land,

          Og giorde grumme Spring midt paa den hvide Sand.

Ja! hvert et Dyr der er, som gaaer og faaer sin Føde

Paa Jordens grønne Ryg, man seer her og at møde

          Til denne Brude-Statz, alt hvad sin Føde faaer

          Paa Klippens høye Top, alt hvad i Skoven gaaer.

Den store Elephant sig allerførst indfinder,

Thi hand de andre Dyr i Klogskab overvinder,

          Cameelet kommer med, dernæst den stolte Hest,

          De tre sig trænge frem, at komme Bruden næst.

Og strax begyndte de imellem dem at stride,

Paa hvilken af de tre den unge Brud skal ride,

          Eenhver sig bilder ind, at hand er best beqvem,

          Naar hun vil ride ud, at bære hende frem.

Og som nu Adam selv vil stille deres Trætte,

Den grønne Crocodil for hannem gaaer i Rætte,

          Med stor Alvorlighed hand beder om Forhør,

          Og meener, at hand helst den Ære nyde bør.

De andre, siger hand, jeg maae det vel bekiende,

De ere vel til Foeds, de kunde hurtig rende,

          Men naar de kommer frem til nogen Strøm og Floed,

          Da maae de stille staae, da falder deres Moed.

Der ingen er af dem, som kand i Vandet fare,

De har slet ingen Ting mig herimod at svare;

          Men jeg har den Natur, jeg i det dybe Vand

          Kand svømme, jeg derhos paa Landet løbe kand.

Og som vor Dronning har for Vand og Land at raade,

Og har sit Folk udi det Tørre og det Vaade,

          Hvo kand da sige ney, vor unge Dronning sig,

          Jo helst til Lands og Vands betiene bør af mig.

Før hand udtalet fik, en Ørn lod sig nedfalde

Fra Lindens høye Top, og Sagen ret fortalte,

          I Vandet, sagde hand, den Crocodil vel kand

          Omløbe som en Fisk, hand færdes og paa Land.

Hand bliver dog ey vred, at jeg ham dette siger:

Vor Dronning under sig har trende Kongeriger,

          Alt hvad i Havers Dyb, paa Jordens tørre Bold,

          Alt hvad i Luften boer, det har hun i sin Vold.

Om nu det lette Folk, som bygger i det Høye,

Faldt fra, og vilde sig til Lydighed ey føye,

          Hvad hielper Dronningen vel Crocodilens Krop?

          Kand Crocodilen vel til Himlen flyve op?

Ney, ney; de raske Dyr maae alle staae tilbage;

Ney, slig en Reyse jeg mig eene kand paatage;

          Vil Dronningen af Bye, og vil hun hastig hiem,

          Jeg som den raske Piil vil føre hende frem.

Om hun i Skyen vil mod Himlen sig opsvinge,

Hun kun fornøden har at sidde paa min Vinge,

          Om nogen Fisk sig og i Stranden giør til Knud,

          Jeg kand vel og en Fisk af Vandet hente ud.

Imens at dette Folk om Æren staaer og strider,

Skildpadden med sit Huus saa sagtelig fremskrider,

          Hand gaaer smukt langsom frem, en gandske Klokke-stund

          Det varer, før hand faaer et Ord udaf sin Mund.

Om Dronningen ey tør saa store Reyser vove,

Saa vil jeg, siger hand, saa vil jeg hende love,

          Hun paa min trinde Ryg maa ride sikkerlig,

          Hun skal for Stød og Fald slet intet frygte sig.

Thi med de andre Dyr hun kommer kun i Fare,

Hun bør sig meget vel for dennem tage vare.

          Men jeg spagfærdig er, jeg har og paa min Ryg

          En Sadel, hvorudi en Jomfrue sidder tryg.

Paa mig hun ogsaa kand opstige uden Møye,

Mod Qvinde-Kiønnet jeg mig veed ret vel at føye,

          Og, om det kom dertil, at nogen Fald blev giort,

          Det har dog ingen Nød, hun slaaer sig ikke stort.

Hvad meer? det fromme Dyr det vil ey andet vide,

End at den unge Brud jo bør paa det at ride,

          Fordi de andres Gang den er saa tung og slem,

          Men i det samme her et Pind-Sviin kommer frem.

Et Pind-Sviin oversat med allehaande Frugter,

Med alt hvad nogen Tid vel smager eller lugter,

          Det havde væltet sig udi det grønne Græs,

          Og under mangt et Træ, og taget der sit Læs.

Der sad paa hver en Pind et Æble eller Pære;

Med hundred andre Bær; det Dyr kand neppe bære,

          Kand neppe slæbe frem ald denne lækre Kram,

          Selv Eva maatte lee, der hun det Dyr fornam.

Imens hun staaer og seer hvad dette vil betyde,

Saa kommer Dyret frem sin Gave at frembyde,

          Det siger paa sit Maal, som Eva vel forstoed,

          Hvad skiøn slags Frugt det var, hvor den var sød og moed.

Hvor lifligt saadant Knas om Sommer-Tide smager,

Naar Solens heede Brand et tørstigt Hierte plager,

          Vil Dronningen for Lyst udreyse nogen Sted,

          Hand for en Kiælder-Svend vil gierne følge med.

Ja! hvert et Dyr der var, kom frem paa samme Maade,

Og om Opvartning bad, og bad om samme Naade,

          Sig Adam og udlod imod et hvert af dem,

          At deres Villighed var Bruden angenem.

Enhver som kommer frem os Ære at beviise,

Den maae jeg, siger hand, for Høfligheden priise,

          Som I begyndet har saa bliver ogsaa ved,

          Enhver skal faae sin Løn for sin Tienstagtighed.

Men tvister intet om, hvo Dronningen skal bære,

I alle maae tilfreds med min Befaling være,

          Paa Sted og Tid enhver jeg selv fremkalde vil,

          Enhver skal blive brugt naar det ham kommer til.

Paa lange Reyser mig Cameelet vel behager,

I Ære-Færd og Statz jeg Elephanten tager,

          En Hest og Ørn i Hast, den grønne Crocodil

          Naar Eva gaaer i Bad udi den feede Niil.

Skildpadden tiene skal naar Dronningen er svanger,

Hun da det tamme Dyr kand bruge for en Ganger,

          Pindsvinet endelig og sin Opvartning faaer

          Med ald sin søde Kram, naar hun i Lysten gaaer.

See dermed er det giort, og Striden har en Ende;

Enhver paa sin Maneer det lader see og kiende,

          Hver Fugl i Skyen ind med fryde-fulde Sving,

          Hver Fisk og hvert et Dyr med mangt et lystigt Spring.

See! hvilken gylden Tid! See! hvilke gode Dage

For alle skabte Dyr! et hver hos egen Mage

          Gaaer hen i Roelighed; Før Mennisket det falt,

          Her Fryd og Glæde var, og Venskab overalt.

Man saae den bidske Ulv ret midt blant Faare-Troppe;

Man saae det unge Lam blant Tiger-Dyr at hoppe,

          En Gaas gik hos en Ræv, en Høne hos en Ørn,

          Hos Løven Koen gik, og Kalven hos en Biørn.

Da Falken aldrig kom blandt Lerkerne at jage,

Langt mindre nogen Høg en Due vilde tage,

          Ey nogen Scorpion Forgiften fra sig skiød,

          Men hvert et Creatur sin Fred og Hviile nød.

Ja! Freden strakte sig udi de dybe Floder,

Karutzen løb med Leeg og lutter Lefle-Noder,

          Og kysses, saa det smak, selv Giedden loe derved,

          Hand hos sin Mage fandt den samme Kiærlighed.

Ja hvert et Creatur til Lands og Vands blev fundet,

Det med hinanden var i Eenighed bebundet,

          Ja! Mennisket det stod i Eenighed med GUd,

          GUd HErren var da selv fornøyet med sin Brud.

Men over alle Ting den Naade var at priise,

Som HErren vilde selv de unge To beviise;

          Hand slog en hellig Glands omkring sit Brude-Par;

          Om dennem idel Fryd og Himmel-Glæde var.

GUds egen Aande-Hær som svæver om hans Throne

I evig Hellighed for Adam og hans Kone,

          Dertil og høre lod en hellig Brude-Sang,

          Som meget frydelig i Edens Have klang.

Lof skee den store GUd; vor Skaber i det Høye;

For hannem Himlen sig og Jorden med skal bøye;

          Hand begge med et Ord af Intet opbygt har,

          Og giort sin Herlighed for dennem aabenbar.

Hans Forsyn fandt for got at skabe Mand og Qvinde,

Og dem med Kiærlighed i Ægteskab at finde,

          Hand deres bolde Sæd som Stierner uden Tal,

          Som Sand paa Havsens Bund, mangfoldig giøre skal.

Alt det som Aande har, som Stemme har og Tunge,

Om HErrens høye Navn og Herlighed skal siunge,

          Alt hvad som nu er til, herefter komme kand,

          Udbreede skal hans Lof og Priis i alle Land.

Den skiønne Brude-Sang den klang i Adams Øre;

I det hand med sin Brud GUds Ære fik at høre,

          GUds Ære først og sidst hand selv udbrede vil,

          Hans Hierte siger ham, at hand er skabt dertil.

See! der den første Fest paa Jorden nogensinde

Er bleven seet og hørt, en Fest som os skal minde

          Om alt hvad GUd har giort, paa det vort Kiød og Blod

          I Verden kunde faae sin fulde Væxt og Rod.

O GUD! du store GUD; som vil vi skulle være

Dit Folk og Fødes Faar, hvor prægtig er din Ære,

          Hvor underligt dit Raad, u-endelig din Magt,

          For hvert et Creatur som derpaa giver agt.

Du est en Kilde-Væld, til alle gode Sager,

Ald vor Lyksalighed af dig sin Udspring tager,

          Af dig udgaaet er vort Liv, vor Siæl og Aand,

          Vor sidste Lyst og Roe er hos din høyre Haand.

Hvad er dog Mennisket? at du derpaa vil tænke,

At du ham ufortient saameget Gods vil skienke,

          Hvad er dog endelig en Jorde-Klump, en Mand,

          At du ham saa har sat i slig en Ære-Stand.

Du paa hans Hoved selv har sat en Æres Krone;

Saa hand de Engle selv, som svæve om din Throne

          I Herlighed og Pragt kand saa som overgaae,

          Ja! Englene ham selv i Verden tiene maae.

Du ham et Fyrstendom og Riiges Spiir opretter,

Du ham til en Monarch og Eenvolds-Herre sætter,

          Hand i sin Vold og Magt ald Verden som den staaer,

          Ja Himlen selv dertil udaf din Rundhed faaer.

Du giver hannem Magt at byde og befale

Paa Jordens gandske Bold, paa Bierge og i Dale,

          Og i det dybe Hav, ald Verden er bereed

          At varte hannem op i kiærlig Lydighed.

Og at hand ikke skal i Eenlighed bortslide

Sin Ungdoms Fryd og Floer, du af hans egen Side,

          Opbygger ham en Brud, som hos ham være kand,

          Og stifter dermed ind den søde Ægte-Stand.

Den søde Ægte-Stand, som Trøst og Glæde giver

I hver en tugtig Siæl, hvorved ald Verden bliver

          I Kydskhed bygget op, i det at hvert et Par

          I hellig Reenlighed bevarer eget Kar.

Den søde Ægte-Stand, som Trods mod Døden byder;

Som giør deraf en Spot, naar den sin Braad udskyder

          Til Verdens Undergang, som paa den gandske Jord

          Udbreder Adams Sæd, trods Dødens Vold og Mord.

Ja! det som meere er. O Evighedens Fader!

Du selv din kiære Søn i Tidens Fylde lader

          Trolove med sin Brud, saa Christus GUd og Mand

          Med vores Kiød og Blod nu staaer i Ægte-Stand.

Des skee dig Lov og Priis, vor Skaber i det Høye,

For dig ald Jorden sig og Himlen skal nedbøye,

          Siung Jord, siung Himmel med, siung smukke Paradiis,

          Vor GUd i Evighed skee Ære, Lof og Priis.