Har jeg kuns en lumpen Daler,
notabene, som er min,
nogle Flasker og Pokaler,
notabene, fyldt med Viin,
er jeg hjerteglad og blid,
notabene, for en Tid.
Har min Daler faaet i Lommen,
notabene — faaet sin Rest,
er fra Barfreds Flasken kommen,
notabene, med Protest:
den, som da fornøjer sig,
notabene, er ej mig.
Kysser jeg en Andens Pige,
notabene, som er smuk,
vil min Skrædder fra mig vige,
notabene, for et Buk,
er jeg hjerteglad og blid;
notabene, for en Tid.
Er min Donna riig som Fanden,
notabene, riig paa Aar,
hører jeg min Skrædders Banden,
notabene, indenfor:
den, som da fornøjer sig,
notabene, er ej mig.
Glæden boer hos Viin og Piger,
notabene, meget tidt;
uden Penge Verden siger,
notabene, saare lidt;
disse Tre min Glæde gjør, —
notabene, til jeg døer.
P. A. Heiberg.