Mennesket.
Hvi slumrer du dunkelt ved Jordens Bryst?
Hvi vil du ei vaagne til Liv og til Lyst?
O Plante, siig mig, hvortil du stræber!
Dog, arme Blomst, du har ingen Læber,
Har ingen Vinge, har ingen Fod,
Kun den dunkle Rod.
Naturen dig kun en Lænke gav,
At binde dig til din Grav.
Dog sidder du i dit Fangebuur
Saa smilende glad.
Saa luende funkler din Stjernerad,
Som om du sad
I den frie Natur.
Hvad kan du da mene?
Hvi vil’ du dit Væsen saa dunkelt forstene?
Hvi strækker du ei dine løste Grene
Ud, som en Vinge.
Du Arme den magter vel ikke at svinge.
Dog stiger du op, som Haabet grøn,
Du Mørkets Søn!
Hvad kan du da haabe,
Du arme Taabe!
Du arme Siv,
Der bæver til Vindenes Tidsfordriv.
Den store Natur, saa herlig og rig,
Er ikke for dig.
For dig er Dagen og Solen mørk,
For dig er Livet en ensom Ørk.
Op du stiger og ud dig breder,
Samler dig atter, og atter dig spreder;
Endelig brister dit fulde Skiød.
Du funkler i Luer, snart blaa, snart rød,
Hvor passer sig det til den sorte Død,
Hvorfra du kommer, hvortil du gaaer,
Dit Væsen jeg aldrig forstaaer.
Hvo har dig sat
Liig en luende Stierne i Jordens Nat
Din Fod er bunden.
Hvor har over Havet du Vei dog funden.
Dit Øie er slukket,
Hvo har da den mørke Dør dig oplukket,
Du er jo kun Muld,
Hvor har du da faaet dit luende Guld?
I din Barm er Døden,
Hvor kan du da lyse som Morgenrøden?
Planten.
Jeg er Ledet, som forbinder
Det som vaager, det som sover,
Hvad der luer ovenover
Med hvad dybt i Dybet svinder.
Jeg i Livets Midte hviler,
Alle Straaler til mig iler.
Halv i Jord og halv i Luft,
Halv en Steen og halv en Duft,
Født i Nat, dog Lysets Søn,
Spreder jeg min Vinge grøn.
Mennesket.
Alt mangen Gaade har min Kløgt udgrundet,
Dog til dit Indre blev mig Nøglen nægtet,
Jeg kan ei løse hvad saa fast er bundet.
Planten.
Naar den fulde Rose isner,
Naar de grønne Blade visner,
Svunden er det indre Liv.
Naar de ydre Former matte
Spille paa et skrumpent Siv,
Da du troer mig først at fatte.
Gransker i det kolde Støv,
I det visne Planteløv.
Mennesket.
Vel er du skiøn, dog langs ad Bladet kryber
Den lodne Orm med hæsligtskrumpne Ringe,
Der i det hvalte Bæger sig fordyber.
Planten.
Fra Himlen høit de hellige Farver svæver,
I Elskovs Flamme brænder Farven rød,
Det hellige Blaa sig mod sin Kilde hæver.
I Midten begge kiærligt sig forene,
Da løfter Hovedet jeg af Jordens Skiød,
Et venligt Skud, der samler Livets Grene.
Lad Ørnen hæve sig mod høien Himmel,
Lad Ormen dybt sig under Jorden glide.
Jeg hviler stille i den dunkle Vrimmel.
Thi hvad de stræbe, hvi saa vildt de klage,
Det har jeg fundet alt, thi ved min Side
Jeg holder fast min fastomslyngte Mage.
Hauch.