Dionysos
af
af
C. Hauch.
C. Hauch.
Hesperus vifted sin Fakkel i Luft, da bragtes en ukjendt
Giest til Midas’s hvælvede Hal, ham mæoniske Bønder
Med mangfoldige Baand havde fængslet og flettede Vidier,
For ham at føre som Træl til den mægtigbydende Konge:
Derfor de fanged ham, da han slumred i Græs ved Mæandros’
Langsomtrullende Strøm, der med Ulyst nærmer sig Havet.
Selsom han var at see, thi hans fiinttilspidsede Øren
Lignede næsten et Kids, der behændig med spaltede Klove
Følger Moderens Skridt, og endnu ei fra Melken er afvænt.
Øinene skinned med Glands, men Skjægget var hvidt som en Oldings.
Vaklende skred han frem med en Vedbendkrands om sin Isse.
Men da for Kongen han stod, bevæged han Øiet og stirred
Rundt i den hvælvede Hal, som en Mand, der førtes i Slummer
Over det hvidgraa fraadende Hav til en ubekjendt Strandbred,
Hvor han opvaagner tilsidst fra Børnene skilt, og den Hustru,
Der i hans Fædrenehal forskjønned hans natlige Leie.
Saadan stirred den fremmede Mand med Forundring og udbrød:
„Hvo er dog I, der binde med Magt den Uskyldiges Hænder?
„Hvi har I hid mig bragt fra den langsomtrullende Flodstrøm,
„Der i den hellige Midnatsstund mig dyssed i Slummer?“
— Da gjensvared den Drot, der behersked det høie Timolos:
„Vi er de Mænd, der beboe Mæonias græsrige Dale,
„Og der drikke det blaalige Vand ved Caystrios’ Flodseng.
„Men, du Fremmede, siig uden Sky, hvorfra Du er kommen,
„Om Dig ernærer med gylden Frugt den milde Demeter,
„Eller paa Græs Du fører de høitopklattrende Geder,
„Der sig spreder i Ring paa Fjeldet, til Helios daler,
„Eller Du plukker den Valnød grøn og sanker i Forraad
„Piggede Olden til Vinterbrug og den dunkle Castagne.“
— Ham gjensvared med Smiil den vedbendkrandste Silenos;
Thi det var ham, som fangen blev, da han slumred ved Floden:
„Ei mig ernærer med gylden Frugt den milde Demeter,
„Ikke paa Græs jeg fører de høitopklattrende Geder,
„Der sig spreder i Ring paa Fjeldet, til Helios daler;
„Ikke jeg plukker den Valnød grøn eller sanker i Forraad
„Piggede Olden til Vinterbrug og den dunkle Castagne;
„Mig opholder med Kraft den hellige Gud Dionysos;
„Bier i Sværm ledsage hans Fjed, en uendelig Skare,
„Duftende Honning de bringe til mig, mens under hans Fodtrin
„Hæve sig Ranker i Kreds, selv midt i den goldeste Udørk.
„Naar jeg træder paa dem, opvælder en Kilde paa Sletten,
„En crystalklar Drik, der bortjager hver Sorg fra mit Hierte.
„Dagen henglider i Fest og dybt i ambrosiske Nat selv
„Hører jeg klapprende Bækners Lyd og skuer Mænaden
„Dreie ved Fakkelskjær i Dandsen de smidige Lemmer.“
Da gjenmæled den vældige Drot, der behersked Timolos:
„Selv har den phrygiske Fløite jeg hørt og skuet Mænaden,
„Med det plettede Daadyrskind om den fyldige Lænd og
„Vindruklaser i Haar og den aldrig visnende Vedbend.
„Dandsende træder hun frem med sin Thyrsusstav, hende følger
„Guden selv paa den rullende Vogn, og den hornede Satyr
„Med tvekløftede Fod, og Fauners behændige Klynge,
„Og den mægtige Pan, forfærdelig er han at skue.
„Bjergene skjælver i dyben Grund, hvor Sværmen sig viser,
„Echo gjentager dens Sang og Øinene funkle med Ildglands.“
— Ham gjensvared med Kløgt den vedbendkrandste Silenos:
„Sikkert det er Dig bekjendt, hvordan den høie Semele
„Blev fortæret af Ild, da forvoven hun æsked at skue
„Herskeren Zeus i sin Guddomspragt, omkrandset af Lynglimt,
„Som ham seer i Olymp den stoltfremskridende Here.
„Nødig han dengang kom, dog ham bandt et ubrødeligt Tilsagn;
„Da forbrændte til Støv den blomstrende Datter af Cadmus,
„Skjøndt hun var svanger ved Zeus med den hellige Gud Dionysos.
„Dog kan ei Lyn fortære den himmelbaarne Kronions
„Sæd, den fylder den kun med uudslukkelig Flamme.
„Derfor brænder endnu Dionysos’ Barm, og i Druen
„Leger Olympens Lyn; dog ei dræbende meer, men formildet
„Skjenker det Liv og Ungdomsglands selv til Oldingens Øie.“
— Atter gjenmæled den vældige Drot, der behersked Timolos:
„Fremmede! sandt er dit Ord; thi selv Du synes en Olding,
„Dog forbauser mig høit dit Øies Glands og din Tales
„Umodstaaelige Kraft, saa neppe jeg fatter i Sindet,
„Om Du bør kaldes en Mand eller en udødelig Guddom.“
— Ham gjensvared med Smiil den vedbendkrandste Silenos:
„Mig Dionysos skjenked sin Kraft; thi ikke den fængsles
„Ene til Rankens Barn, den dunkeltrødmende Drue,
„Der med sværmerisk Ildblik halvt sig skjuler bag Høstløv.
„Men og i Liliens hellige Dyb, i Valmuens Vaarblus,
„I den stilleste Drøm, i den balsamdryppende Nat, der
„Hæver sig af Forglemmelsens Flod med funklende Øine,
„Hersker Lyæus med Magt; ja selv den hellige Sanger
„Kjender ham vel, thi med tvedeelt Tind opstiger Parnasset,
„Over den ene throner i Solglands Phoibos Apollon,
„Men den anden behersker den hellige Gud Dionysos.“
— Atter gjenmæled den vældige Drot bag Timolos’s Bjergryg:
„Ei er det jordisk Kløgt, men en Udødeligs Ord, der
„Klinger igjennem din Mund og bevæger din svulmende Læbe;
„Derfor jeg løsner din Haand; thi forvovent var det at fængsle
„Den, som en Gud har kjær, og hvis Fjed en Dæmon beskytter.“
Saadan talte den vældige Drot. Men Vidiernes Fletning
Brast om Silenos’ Haand af sig selv, og der vifted i Hallen,
Som naar en Midnatsstorm sig hæver med mægtige Vinger
Pludselig, uforudseet, den Skovene fylder med Susen.
Porten opsprang med Hast under Klang af Fløiter og Cymbler.
Luftige Billeder fløi gjennem Hallen hen, mens en brandguul
Løve paa Gulvet stod og rysted den vaiende Manke.
Vindrueranker paa Væggen sig skjød i utallige Bugter,
Drømme med halvtbeslørede Blik under Bladene flagred,
Faklerne glimted med selsomt Skjær, mens udenfor funkled
Med uendelig Glands Ariadnes Krone paa Himlen.
Pludselig Guden i Hallen stod med Mænadernes Sangchor,
Fauners behændige Flok og den dristigspringende Satyr
Og med den mægtige Pan, forfærdelig var han at skue;
Pillerne vakled som Rør, og Palladset skjalv i sin Grundvold,
Da sig opløfted den festlige Sang under Stjernernes Natglands:
„Hil Dig, mægtige Gud, Dionysos, Du to Gange Fødte!
„Lænker Du knuser til Støv, og selv tvetungede Giftsnog
„Nærmer sig tam paa dit Bud, og min Haand betvinger den dristig,
„Snoer om min Midie den fast i dobbeltknyttede Ringe,
„Mens ved mit hvælvede Bryst den med hviden Melk sig ernærer.
„Var ikke Du da vilde den ideligtnagende Sorg og
„Smaalig Bekymring ængste mit Sind for den jordiske Nødtørft,
„Til med Snildhed jeg sanked en Skat, en uendelig Mængde
„Enten af Sølv eller Guld eller langsomtvandrende Hornqvæg.
„Men Du vækker Begeistringens Ild i mit dristige Hierte,
„Vækker selv Dødens Lyst hos den mandigtkæmpende Kriger.
„Og naar jeg endelig nærmer mig Styx, hvor de blodløse Skygger
„Hvirvles som Løvet i Høstens Storm og uendeligt Regnskyl,
„Møder igjen jeg Dig der med den mægtige Persephoneia,
„Som Bekæmper af Dødens Skræk og Behersker af Hades;
„Atter gjenfødes jeg da, naar jeg skuer dit hellige Aasyn.“
— Saaledes klang til Fløitens Lyd Mænadernes Chorsang;
Dog før Sangen var endt, udsluktes de skinnende Fakler,
Eensom Drotten i Hallen stod, og Silenos bortveg, mens
Synerne svandt som en Drøm i Morgendæmringens Tvelys.