I Lyngør Havn en Feide stod;
den Kamp var græsselig at skue:
i vilden Strøm flød Helteblod,
Najaden flammed’ højt i Lue;
som Klippen stod det danske Navn,
men Ædle sank i Dødens Favn.
Saa mangen Kriger, kjek og bold,
kun ændsed’ Pligt, men ikke Fare;
thi stod han frank mod Bretlands Vold,
thi styrted’ i sit Blod en Skare.
Her blegned’ Brudgom, Mand, og Søn;
thi jamres kundbart og i Løn.
O Vee! o Vee! de Kjekke faldt,
om blodig Tinding Laurbærblade;
det Moderland, det Ære gjaldt! —
Saa sank den bristende Najade.
Thi jamres kundbart og i Løn
for faldne Brudgom, Mand, og Søn.
O! Brødre, Søstre, vi, som har
selv nordisk Blod i fulde Aare,
os være Kampen dyrebar!
Vi blidt aftørre Kummers Taarer!
Ved Daad vi hædre dem, som faldt,
og trøste dem, som tabte Alt!