Epilog
fremsagt i Svendborgs dramatiske Selskab paa H. M. Kongens Fødselsdag, den 28 Jan. 1814.
fremsagt i Svendborgs dramatiske Selskab paa H. M. Kongens Fødselsdag, den 28 Jan. 1814.
(Skuepladsen forestiller en Lund; i Forgrunden sees en Støtte af graat Marmor, hvorpaa det kongelige Navneciffer, transparent; paa Fodstykket: XXVIII Jan. MDCCCXIV.)
I Fredriks Land en mægtig Fjendehær
Fremtrængte sig, og trued’ Danmark saare:
Da hørtes høje Veerraab, fjern og nær;
Da flød saa mangen tung og bitter Taare.
Vel stod det danske Navn i Hæders Glands:
Med eget Blod sin Vej dets Fjende tegned’;
Men, ak! der drypper Blod fra Heltekrands,
Og ved Trophæer Uskyld ofte blegned’!
I Vaande saae vor Fredrik til Sit Folk,
Det han saa gjerne vil lyksaliggjøre;
I Vaande saae han Fjendens Morderdolk,
Og følde Kummer, men ej Skræk, Sig røre.
Fra Elb og Ejder høje Sukke lød’;
Fra Elb til Ejder Brødre sank i Smerte;
Selv nær ved Kongeaaren Blodet flød;
Og næsten brast det store Faderhjerte.
Da tænkte Han: ”Hvad har mit Land da gjort?
”Hvad lindre Nødens gruelige Dage?
”Mon noget Fyrstens Ære er for stort,
”Som kjøber Fredens Salighed tilbage?”
”Fred vorde” — sagde Han — ”paa Land og Hav!”
Og saae med Vemod til Skjoldungens Throne.
”Fred vorde!” raabte Fredrik, — og hengav
En saare stor Juveel af arvet Krone.
Føl, Danmark, hvad for dig din Ven har gjort!
Erkjend i Ham din Fader, som din Hyrde!
At offre, for at skaane Blod, er Stort,
Og Smaat, for indbildt Vældes Navn, at myrde.
Erkjend, o! Danmark, i din Fremtids Færd,
At du din Konges Tab og Savn paaskjønner;
At du er Fredriks tvungne Offre værd,
Den Faders blandt taknemmelige Sønner!
O! Venner og Veninder, alle vi,
Som her til Dannerkongens Højtid møde;
Vi Alle ham, ved Troskabs Harmonie,
Hans Skjæbnes fulde Malurtkalk forsøde!
Vor Tak lad først med Livet slettes ud!
Vor Troskab Intet Folks paa Jorden ligne!
Og Ingens Bøn saa hyppigt møde Gud,
Som Danskes, naar de Frederik velsigne!
Haste.