Løft dit Blik mod Himlen, hver, som græder!
Ær den Magt, som deler Skiæbner ud!
Hvert dens Øjemeed er Skabtes Glæder:
Skabning, vil du mestre — Gud?
Uden Slør af Ufuldkommenheder,
øiner han det Heles Harmonie,
medens Halvforstand om Maalet leder:
Venner, derfor græde vi.
Nys ved Altrets Fod i Sundheds Tempel
fro blandt os en skyldfri Yngling stod;
Adel satte paa hans Daad sit Stempel;
o! han var saa glad, — saa god!
Vi ham saae, vi favned’ ham saa glade;
Gravens Engel smiler, — og han gaaer:
E’gen styrter, Rosen fælder Blade,
ak! imedens Røret staaer.
Skabte, hør mig! Medens du hernede
vanker om, ej prøv, at fatte Gud,
men erkjend, dit Kald er: at tilbede,
og at smile ved hans Bud!
Glæden spirer dog ved Kummers Side;
Haand i Haand med Veemod Haabet gaaer;
medens end de stridde Taarer glide,
Trøstens Qvægetime slaaer.
See, paa denne friske Gravhøj dvæler
Enken ej med søndervreden Haand;
Faderløses hule Suk ej qvæler
Haabets Gnist i mørknet Aand.
Hør, ved denne friske Gravhøj lyder
intet grusomt Sagn om krænket Pligt:
Sandhed sødt gjenkalder unge Dyder:
o! hvor det er lykkeligt!
Derfor fat Dig, Moder, skjønt du tabte
ham, som Dig ved Hiertets Valg var Søn!
Brødefri han gik til den, ham skabte:
føl, hans Lod er hisset skjøn!
Broder, Frænder, alle I, som græde,
mindes, Liv og Kummer vare kort!
Mindes froe, det var til Lys og Glæde,
at vor Yndling først gik bort!
