Roligt mine Blikke see tilbage,
Gud skee Lov! paa mange hundred Dage,
medens, Bedste, Du har deelt mit Navn,
og jeg var lyksalig i Din Favn.
For mit Syn i Fortids Slør fremtræder
mangen Stund, indviet stille Glæder,
mangt et Nu, da Himmel, Salighed
strømte rigt i vore Hjerter ned.
Vel med karrig Haand os Lykken favned’,
vel af Livets Goder tit vi savned’;
o! men, ved Samvittighedens Ro,
ganske Lidt er nok til glade To.
Vel ei Afkoms Leeg vort Øie møder:
Datters Uskyld ei ved Moders gløder,
Sønnen ei, i Faders tunge Spor,
drømmer sig, engang at vorde stor.
Ak! men Uskyld svømmer tit i Taarer:
Qval og Anger ei vor Datter saarer;
ei vor Søn fra Vuggen fik i Arv
sygelige Faders svage Marv.
Og naar os den større Scene kalder,
ei vor Afkoms værgeløse Alder,
ei de Livets kjære, stærke Baand
gjøre Kalken beesk i Dødens Haand.
Vel jeg, langt fra Kæmpefærd herneden,
lister mig saa jevnt mod Evigheden:
Døden tit et Broderkys mig gav,
og Du Arme græd ved aabne Grav.
Men den Gud, som ynkes over Daarer,
følde paa sit Hjerte Dine Taarer:
Graven bød han atter lukke sig,
ved din Side fro han satte mig.
Han, hvis Huld adspreder Veemods Taager,
over os, som over Alle, vaager;
og hvert Nag, vor Blindhed skjelver ved,
meder kun til vor Fuldkommenhed.
Stille hen ad Livets Strøm vi glide,
tillidsfulde, ved hinandens Side,
nøisomt nyde Skjebnens klare Dag,
uden Gru for Nattens Tordenbrag!
Al vor Stræben fælleds Lykke være,
fælleds Stolthed, den: at overbære,
fælleds Fryd: at sprede Glæder ud,
fælleds Øjemed: — at tækkes Gud!
Haand i Haand vi Pligten Offer yde!
Haand i Haand til Avind Trods vi byde!
Haand i Haand mod Dødens Lund vi gaae!
Haand i Haand vi for vor Dommer staae!