Lida,
en Ballade.
en Ballade.
Der Schöpfung letztes Werk verderben wir,
Und spotten unsers Mißgeschöpfes dann!
F. L. Gr. z. Stolberg.
Som Dagningen yndig og haabefuld
Gik Lida blandt sorgløse Dage.
Det bølgende Haar var saa skiønt, som Guld,
Og Øiet, som Stiernen, og Stemmen huld,
Som Nattergals rørende Klage.
Saa rank var hun voxet, som ubrudt Rør,
Og let, og saa smidig, som Vinden:
Ukiendt med hvert Paafund af stolte Møer,
Hun ændsed’ ei Loven, som bød et Slør
Fordølge de Roser paa Kinden.
Hun ligned’ et Blomster, som herligt staaer,
Og Vellugt i Luften udgyder:
Skiønt favreste Værk af almægtig Vaar,
Det kiender ei Duften, som af det gaaer,
Ei Bladet af Purpur, som fryder.
Hun malkede Gieder i Leire-Lund,
Den Melk hendes Moder ernærte:
Der sysled’, der sang hun saa mangen Stund,
Og Glæde kun lød af melodisk Mund:
Ei kiendte hun Skyld og ei Smerte.
Og løfted’ sin Aand til Alfader:
Og mægtig og stadig var hendes Tro,
At Lida han aldrig forlader.
„Du signe min Moder, du signe mig,”
Saa sang hun, „og Hiorden du signe!
„Naar selv jeg har Hiord, jeg skal ofre dig
„Det faireste Kid, o! velsigne mig,
„Og Moder, den Fromme, du signe!”
Hun sang og om Marken, om Eng og Skov
Og Hyrdernes Glæder i Dalen:
Tit løde de Toner til Elskovs Lov:
Hun ahned’ ei, ak! at hun blev dens Rov,
Og kiendte den ikkun af Talen.
Men som hun udvikledes mere skiøn,
Da var det saa tomt i det Hierte:
Da stred hun med Sukke saa tit i Løn;
Hun bad, og forstod dog ei selv sin Bøn,
Forstod ei sin voxende Smerte.
Da var det saa trangt i den høie Barm;
Da steeg den, og klemtes saa saare;
Da støtted’ hun sig paa den runde Arm,
Og ned over Kinden sig sneeg saa varm
En tung, ufortolkelig Taare.
Og tit, naar hun slumred’, med Smil hun saae
En Elsker hun henrykt i Drømme saae,
Og kælent hun stræbte det Syn at naae;
Men Drømmen og Glæden forsvinder.
Da fremdrog mod Vender fra Kongens Gaard
En Kæmpe, hans Navn kaldtes Valer;
Han Øie paa slumrende Lida faaer,
Og Feiden han glemmer, og tænksom staaer,
Og pønser paa fængslende Taler.
Kun Dyden han tappert beleired’.
Den Hvinen af Spyd ham saa rædsom lød;
Men gierne med Uskyld han Landsen brød:
Ak! tit over Dyden han seired’.
Liig Yndling af Odin han trined’ der,
Som Balder, saa deilig at skue;
Og Brynnens Fierbusk, og Hoftens Sværd,
Og sluttende Rustning de Møer var kiær,
Og Guldsmykkers funklende Lue.
Ak, Piger! at ømt I paa Stridsmænd see,
Hvis Kamp kun er Elskovens Lege!
O! frygter, o! frygter! I stakket lee,
Og Glæden forvandles i Nag og Spee:
Saa mangen en Deilig de svege.
Som naglet til Jorden der Valer stod,
Og Brynde behersked’ hans Øie:
I Skygge ved viftende Hæslers Rod
Han stirred’ paa Kindernes Melk og Blod
Og Barmens opstræbende Høie.
„Hvad Budskab forkynder du Jorden?
„Siig, hørte du Spydklirren? Skal jeg døe?
„O! skrømt ei den Slumren, du Valhals Møe!
„Tal! Snart jeg skal bløde for Norden.”
Forskrækket, som Hinden af Jagtens Søn,
Sprang Lida nu op af sin Hvile;
Dog saae hun paa Kæmpen: han var saa skiøn;
Hans Aasyn var Anstand, hans Øie Bøn,
Hans Læbe kun skabt til at smile.
„O! skye ei, Valkyrie!” blev han ved,
„Med Folk jeg udsendtes fra Leire:
„Jeg iler til klagende Kyster ned
„At bryde de trodsende Venders Fred:
„Berør mig! Jeg døe eller seire!”
End blodrød og undrende Lida staaer;
Dog oplod hun bævende Munden:
„At fatte din Tale jeg ei formaaer:
„Jeg er ei fra Valhal: en lille Hiord
„Jeg vogter; den græsser i Lunden.” —
„O Guders Veninde! du skuffer mig:
„Du skrømter dig ikkun Hyrdinde:
„Den himmelske Glands, der omstraaler dig,
„Den Skiønhed ei boer hos en Dødelig;
„Forgieves du vil mig forblinde.” —
„O Jarl eller Herse! bespot mig ei!” —
Hun nedslog det smægtende Øie;
Men hurtig hans Tale fandt banet Vei
Til bankende Hierte; hun mægted’ ei
Sin Gang fra den Kriger at bøie.
„Hvo kunde dig spotte? Bespotte den,
„Mig kiærlige Guder lod’ finde!
„O! læs i mit Øie, jeg er din Ven,
„Og vil du belønne mig, bliv igien
„Mit Haab og mit Held, min — Veninde?
„Du tier: jeg bæver. Ei Fiender saa
„Kan lære din Valer at bæve.
„O! tal dog! O! lad dog min Qval formaae
„At vise mig Haab i dit Øies Blaa,
„At love mig Valhal, du Gieve!
„Smil Ømhedens hulde Gudinde-Smil!
„Det mig til de Vender ledsage!
„Saa træffer, saa dræber min tunge Piil;
„Saa henter jeg Seier med vældig Iil
„Til dig og til Kongen tilbage.”
Nu blusser end Lida vel tifold meer,
Og Hiertet er piint, som i Fængsel.
Med tvetydigt Blik hun paa Kæmpen seer,
Og Hiertet er Ønske; hun neppe meer
Kan modstaae hans flammende Længsel.
O! frygter, I Piger! for Smigers Ord!
De hilded’ saa mangen i Nøden:
De ligne den Urt, som vel deilig groer,
Skiønt troløs og skiult i dens Indvold boer
En Saft, som er svanger med Døden.
Tilsidst sig dog Lida fra Kæmpen sleed;
Med dæmpet, med skiælvende Stemme
Hun bød ham at fare til Kysten ned,
At stride for sukkende Brødres Fred,
Og Mødet med Lida forglemme.
Men Valer i Lunden sit Telt opslog,
Og tøved’, og glemte de Vender;
Og daglig til Lida han Veien tog,
Og kostbare Smykker af Guld fremdrog,
Og bandt paa den Deiliges Hænder.
Hun saae paa de Smykker, hun svagt modstod,
Hun rødmed’, og saae dem med Glæde;
Hun Perler om Halsen ham slynge lod,
Og Guldspænder sætte paa spæde Fod,
Og lettere syntes at træde.
Og Valer blev dristig, og Lida svag,
Og tankefuld blev hendes Hierne;
Og Hiertet slog høie og snare Slag,
Og Valer indfandt sig med Skienk hver Dag,
Og Lida modtog den saa gierne.
O! frygter, I Piger! for ødsle Pragt!
O! frygter for Skienk at modtage!
Den trykker paa Hiertet med sikker Magt;
Det ømmes, det vorder saa saare svagt:
O! støder den Glimmer tilbage!
End faldt dog ei Lida; men rørt hun saae
For skiælvende Fødder den Kæmpe;
Med blødige Bønner han ofte laae,
Og knap kunde Bluelsen meer formaae,
Den stormende Elskov at dæmpe.
„Saa, Lida! farvel!” saa han vildt udbrød,
Mens Angestens Perler hun svedte;
„Min Siel er et Naastrond, min Tørst er Død,
„Og Døden er Valhal: den Lida bød!
„Farvel, o! farvel, du Tilbedte!”
Da reev han sit Pandser af troløs Barm,
Og famlende blotted’ han Sværdet;
Han svinged’ det hurtigt i marvløs Arm
Med givtkalde Hierte med hyklet Harm,
Og Lida nedsvæved’ forfærdet.
„Hvad vil du? hvad kan jeg? O Valer, tal!
„Ei Lida vil, Valer skal bløde.
„Din Afsked er Rædsel, dit Blik er Qval:
„Siig, kan jeg? hvad kan jeg da? Kæmpe, tal!
„Din Død skal ei vorde min Brøde!”
Da slængte han Sværdet af bløde Haand,
Og reiste den hildede Svage,
Og nævnede Guder med vovsom Aand,
Og Alterets Høitid, og helligt Baand,
Og Glædskabers ventende Dage.
Da trykked’ den Hulde sin Mund saa heed
Til Kæmpens vanhellige Læber;
Og Elskovens stumme Lyksalighed
Sank dybt i den Barm, fuld af Ømhed, ned,
Som tæt til Forbryderens klæber.
O! frygter, I Piger! den Vaandes Røst!
O! mistroer fortvivlede Taler!
Saa tit de fremkunstles af roligt Bryst,
Der ønsker jert Fald med Misdæder-Lyst:
Ak! Jorden har mangen en Valer.
Troskyldig sank Lida i Kæmpens Favn,
Nød Kiærligheds bævende Søde. —
Saa lægger et Skib i en ukiendt Havn,
Og Ingen befrygter, at trygge Stavn
Skal Skiær og sin Undergang møde. —
En Maaned hengleed, saa holdt Valer Ord,
Og uddrog mod røvende Vender;
Af Mættelse kied han til Stranden foer,
Blev slagen, og hiemkom, og løi sig stor,
Saa Kongen ham Hæder tilkiender.
Da hastede Lida, saa let, saa fro,
Og vilde sin Valer omarme;
Men, fremmed og iiskold, han sveeg sin Tro,
Og Lida nedstorted’, og Valer loe,
Og dandsede fræk fra den Arme.
Tungt hvilede Haanhed paa Lida’s Siel,
Dybt krænked’ Foragt den Forførte.
Snart blev hun til Ordsprog for Drot og Træl;
Al Medynk med Lida ophørte.
Nys vænnet til Vellyst, nu blot for Alt,
Foragtet, sig selv hun ei agted’;
End skiøn, hun en Hofmand i Øiet faldt,
Og hurtigt var Reenhedens Modstand qvalt:
O Vee! at sig selv hun foragted’!
Og Vellystens Gift sig i Blodet sneeg,
Og Øinene bleve saa røde,
Og Kindernes Rose blev mat og bleg,
Og Barmens den blændende Fylde veeg,
Og Læbernes Yndighed døde.
Og atter nu Bladet sig vendte om:
Forskudt, hun bestedtes i Vaande.
Hun tigged’ om Døden: den tidlig kom;
Hun gysed’ ved Tanken om Frigga’s Dom,
Og haabløs hun opgav sin Aande.
Saa visner en Gran paa et Field i Nord,
Naar Stormen har blottet dens Rødder;
Snart sortnes dens Granne, den kraftløs groer
En Storm kun endnu! — og den brat nedfoer
I Dalen ved Biergenes Rødder.
O! skienker en Taare til Lida’s Fald!
Hun var den jo værdig, I Skiønne!
Ak! stort, alt for stort er Forførtes Tal:
O! græder, I Piger! ved Lida’s Fald
Og forsker den Beiler, I lønne!