Hvi vaande sig Mange paa Jorden
I Syd og i Vest og i Øst?
Hvi toner saa venligt i Norden
Kun Fryd af hver Dannemands Bryst? —
Vor Sang skal de Gaader forklare:
Vort Hjerte forstaaer dem saa grandt:
Europa og Himlen skal svare,
At Sangen kun tolkede Sandt.
I Vælsklandets marmorne Steder
Har Angesten Hjem i hvert Huus;
Og Viinbjergets jublende Glæder
Nedtordnes af Jordskjelv i Gruus.
I Vesten har Klerkernes Brøde
Fremkaldt ubegrændselig Qval;
Og Landets de Gjæveste bløde,
Og myrdes i Tusindetal.
I Østerland kæmper Naturen
Af Oldtidens herligste Æt
Paa Havet, paa Bjerget, paa Muren
For ranede Menneskeret:
Ak! føl, hvor mishandles de Arme
Paa hæderlig blodige Vei!
Sig over dem Himlen forbarme!
Thi Mennesker ville det ei.
Men her under Bøgenes Skygge,
Men her ved den smilende Strand,
Vi færdes og frydes saa trygge,
Og signe vort Fædreneland.
Thi vennesæl Frederik freder
Om Frihed og Retsind saa tro;
Og kun naar han Velfærd udbreder,
Velsignes hans Hjerte med Ro.
Thi lønne ham Gud i det Høie
Med Faderhulds rigeste Løn:
At skue hvert Offer, hver Møie,
Erkjendt af hver Nordboens Søn!
Thi lønne ham Gud i det Høie
Med saligste huuslige Fryd!
Seent lukke Maria hans Øie,
Og Kroniken gjemme hans Dyd!