En liden kjærlig Sangfugl qvad
For væne Piger smaa,
Og hopped’ let fra Blad til Blad,
Og var i grønne Løvsal glad;
Thi dem den smile saae.
Og fro den sig fra Løvet svang
Høit over Mark og By,
Og Dyd og Uskyld var den Sang,
Som fuldt af spæde Strube klang
Fra høien Himmelsky.
Tidt, naar den Fugleqviddren lød,
Blev Pigekinden vaad:
De Glutter fandt dens Tone blød,
Og Glæden høi, og Smerten sød,
Og smil’de gjennem Graad.
Men Alder qvalte Fuglens Røst
I snæver Gitterbuur,
Den sjeldent qviddrer Livets Lyst,
Den sjeldent klukker Kummers Trøst,
I Gud og i Natur.
Dog af sit Gitterbuur iblandt
Den Sangfugl smutted’ ud,
Og qvad om Dydens Graad, som randt,
Om Skjønt og Godt og Stort og Sandt,
Og om Naturens Gud.
Og til beskedne Blomster smaa
Den fløited’ venligt ned,
Og greb i spæde Næb de blaae
Velsignede Kjærminder smaa,
Og trilled’ Trofasthed.
Den rækker, Hanna, een af dem,
Glad een af dem til Dig;
Den hvisker, hvor Du svæver frem,
Naar Fuglen fandt sit Ætherhjem,
Et venligt: Glem ei mig.