Som en Fyrste-Brud du stiger
Yndig frem med lette Fjed,
Smiler over vakte Riger
Tusend unge Glæder ned;
Blide Morgen! med din høie,
Store, aldrig matte Pragt
Fylder Du hver Skabnings Øie
Med et Glimt af Herrens Magt.
Saa min Alders Morgen træde
Let og fro paa Banen hen!
Svøbt i Dydens rene Glæde,
Vækker jeg hos Andre den!
Hver min svage Tone være
Lovsang af Naturens Gud,
Og hans Kjerlighed og Ære
Brede hver min Idræt ud!
Naar i tunge Sorgeklæder
Natten hyller døsig Jord,
Duggens klare Taare væder
End det mindste Straae som groer;
Men, o Morgen! knap Du smiler
Mindre rød af Østens Kant,
Før til Kraft forvandlet, iler
Bort hver Taare-Diamant.
Saa gid og, om bittre Taarer
Synke paa min Vandrings-Stav,
Om Elendighed udkaarer
Mig til Rov for tidlig Grav:
O! gid da min Morgens Minde,
Nydt i skyldfrie Lyst, men kort,
Byde mine Taarer svinde
For mit Hjertes Bifald bort!
Sig til Dagens Sysler trænge
Alle, som fik Liv af Gud:
Bien mod de stolte Enge
Breder spæde Vinger ud;
Svalen til sin Rede sanker:
Lette, tynde, faste Straa
Og til Forvaars Høst omvanker
Myretuens mange Smaa.
Vee da mig, om jeg forglemte:
Nyttig Daad er Livets Værd,
At en kjærlig Gud bestemte
Ogsaa mig til Arbeid her!
Ei blandt mine Timer ile
Een, kun een, unyttet hen!
O! da skal min Aften smile,
Som en ufortornet Ven.