Velsignet var din Flugt; fra Lysets Egne,
O gyldne Haab! du kjærlig daled’ ned.
Selv Qval og Kummer, Livets Bødler blegne,
Og brat i Dødens Arme segne
For Glimtet af din Herlighed:
Du bryder Lænken, skyldfrie Træl maa taale;
Og Fængslets tykke Nat bortsmiles af din Straale.
Saa stjal sig tit den unge Morgenrøde
Igjennem stærke Skov og tætte Krat,
Hvor Vandringsmandens bange Sukke døde,
Og Fryd og Jubel Himlen møde,
Udfried’ fra bortflygtet Nat,
Naar tidlig vakte Sanger-Chor forklarer
Alherrens glade Priis for Jordens dorske Skarer. —
Hvor Storm med Krigens røde Fane spiller,
Og Kampens Helt kun fryder sig ved Blod;
Hvor Tusende opoffres Fyrste-Griller,
Og Afmagts stridde Taarer trille,
Hvor Minde før om Eden stod:
Du Barn og Olding vækker op til Glæder,
Og skaber frugtbar Mark og folkerige Stæder.
Selv den, der sønderslidt begræd en Mage,
Der nys gjød Jordens Himmel i hans Barm,
Nedstemmer, styrket ved din Kraft, sin Klage,
Og øiner hist bag Sorgens Dage
En Fryd, som trodser fuldest Harm:
„Min Glæde,” sukker hans hengivne Hjerte,
„Min Glæde Himlen tog; men der er ingen Smerte.”
Saa dølger vel Naturens Sørgedække
Umalelige Foraars Prydelser;
Men snart skal Dagens Hersker mægtig brække
Hvert Lag af Iis, og Glæder vække,
Som dybe Præg af Almagt bær:
Hvor fjeldhøi Snee nys saarede vort Øie,
Sees Glæders Trylleri paa festlig klædte Høie. —
O! smiil da, Haab, blandt Livets Kostbarheder
Den bedste, smiil din Sødhed til mit Bryst!
Kast Lys paa Alfarveiens mange Glæder!
Bland Sødhed selv i Bitterheder,
Og selv indvie du min Røst,
At den ei skæmmer, mens den vilde prise,
Det blide Skuespil, som dine Scener vise.
Og Venner! I, hvis Høitidsfakkel fryder,
Og lokker Smerters blege Søn til Sang,
Bemærker dog hans Tone! Svagt den lyder,
Og halvt besluttet Tavshed bryder,
I Dag — maaskee for sidste Gang.
Ah! lad min Sang den Roes i Døden bære
Den sidste Gang, den lød, det var til Venskabs Ære. —
Sødt drages jeg til Livets første Glæder;
Det Syn, der møder mig, er Engles Lyst:
For Barnet sig et Paradiis udbreder;
Thi see, det drikker Saligheder
Med Mættelsen af Moder-Bryst;
Rørt strækker Glutten spæde, kjælne Arme,
Og i dens Smiil er Tak og Aanders Varme. —
Den Sæd nedlagde den Uendelige,
Som røber Tak i uerfarne Barm:
Hvi vover da den usle Dødelige
At qvæle Spirerne, som stige,
At bryde dem med smittet Arm?
Erkjendtlighed er mange Dyders Moder:
Den Uerkjendtlige kan myrde Ven og Broder.
Ak! at din Sjel, o Barn! misledtes ikke,
At onde Skygger ei formørked’ den!
Meer sjelden skulde Nat og Jorden drikke
Fortrængtes Graad, og Klager skikke
Mod Lasters Vold til Himmelen.
Ak! at hvad Dyd, man fandt, man vilde pleie!
Da straalte skyfrie Sol paa alle Livets Veie.
Jeg vil din Gang, Uskyldige! ledsage
Fra Glædens Væld, som nu henrykker dig
Dig vinker ubetalelige Dage,
O kald dem ofte fro tilbage,
Men aldrig de fornye sig:
Eenfoldig, lykkelig du veed ei Smerte,
Som bringer Mistroe frem i Undertryktes Hjerte.
Du strenger Øret an; af kjære Læber
Opsnapper graadig hver undsluppen Lyd;
Dig trætter ei mislykket Flid; du stræber
At skabe Ord paa spæde Læber,
Og, lykkes det, hvor stor din Fryd!
Den bryder ud i ubesmittet Latter,
Og Vee den stive Sjel, der ei din Vellyst fatter!
Blidt slumrer du ved Legebroders Side;
Ømt trykker du hans Hjerte til dit Bryst,
Og uforstilte dine Taarer glide,
Seer du dit Hjertes Yndling lide:
I dele kjærlig, fælles Lyst,
Og, Haand i Haand, fra bløde Barndoms-Leie
Uskrækket trine frem paa tornefulde Veie. —
Saa trofast sig ei smækkre Ranke slynger
Om broderlige Stav, der støtter den;
Saa tæt sig Fuglen ei til Grenen klynger,
Naar Stormens Torden Træet gynger,
Og Lyn fordunkler Himmelen;
Naar Æg mod Æg i trykket Rede støder,
Og halvskabt Yngel døer og Moderhjertet bløder. —
Fyld glad, i Engles Varetægt, dit Hjerte
Med Venskabs rene, alt for sjeldne Fryd!
Barn! en uvenlig Verden, fuld af Smerte,
Belurer lumsk dit bløde Hjerte:
Bedrag dens onde Haab ved Dyd!
Saa signer Himlen dig, og tryg du nyder
En prøvet Jonathan til Visnelsen frembryder.
Forlyst dig end med Livets Vaar, mit Øie!
O! den er rig paa muntre Skuespil.
Dig venter Hyrdeleeg paa gyldne Høie,
Og Smiil i brune Pigers Øie,
Og Alt, hvad Phantasien vil,
Naar den, i Nattens Skjul skalkagtig svømmer
I digtet Glædes Hav, skjønt Smerters Martyr drømmer.
Udviklet Sjel, Naturens Søn! hver Glæde,
Af Sorg ukrænket, fro Du aabner dig. —
Saa skues Rosen herlig at fremtræde,
Og Vellugt rundt omkring udbrede,
Og drikke qvægsom Dug i sig,
Naar Morgensolen høit paa Banen svæver,
Og underfuld Natur henrykker Alt, som lever. —
For dig er Engen skjøn; for dig opliver
Veldædig Sol hvert Straae paa kolde Jord;
Til dig udsmykket Skov sin Velklang giver;
Til Munterhed Alt om os bliver,
Naar nyskabt Haab i Hjertet groer;
Os aabnes Himlen, naar Slummer hviler
Paa drømmende Natur og fulde Maane smiler.
Ven, Yngling! modigt i dit Bryst opstiger
En dristig Plan til Held og hædret Navn,
Mens intet skuffet Haab Forstanden siger,
At ønsket Glæde tit undviger,
Og efterlader bittert Savn:
Du føler Kraft, troer Byrden let, og smiler,
Og troer, du bær et Bjerg, naar Fjer paa Skuldren hviler.
Du hellig Fryd i kjælne Arme finder,
Naar ved din Barm din Pige klynger sig;
Naar ufrivillig, tæt ved dine Kinder,
En salig Glædestaare rinder,
O Lykkelige! tabt for dig;
Naar hun med rene, tit misundte, Læber
Sin hele blide Sjel i dig at aande stræber.
Dog om, (thi ingen, ingen Alder hegner
Saa Glæden ind, at Qval ei ryster den),
Om Jammer end ned paa din Isse segner,
Din Brud i dine Arme blegner,
Og Vennegraad ei lindrer den;
Om Smerten end, som stærk Orkan, udbryder,
Og fjerne Klippe af din Klagetone lyder: —
Saa skal dog Tiden vældelig forsøde
Din Græmmelse; snart næsten hæve den:
Dig vinker ædel Virksomhed imøde,
Og, at din Fryd med Vaaren døde,
Snart grændser til Forglemmelsen;
Snart skal da nye Kys i heldigt Hjerte
Udslette sidste Spor af en forsonet Smerte. —
Saa bygger qvidrende sin Rede
Fortrolig Svale under Bjelkerne:
Ak! snart skal grusom Kaadhed den oplede,
Og skoggerleende berede
En Kilde til Fortvivlelse;
Den martres, raser, — søger andre Skygger,
Og atter qvidrende sin tætte Rede bygger. —
Saa, naar en Storm paa stærke Vinger svæver,
Da bugner vel den fyrstelige Eeg,
Afrives Grene, — hele Skoven bæver —
Dog modig, stærk sig Stammen hæver,
Naar Stormen bort fra klare Himmel veeg;
Snart Tiden læger Saaret: stolt den kneiser,
Naar voldsomt Uveir sig bag mørke Nordpol reiser. —
Ja, gjennem alle Jordens Optrin leder
En kjærlig Haand henovenfra vort Fjed;
Opfylder Kummers Spor med Saligheder,
Og tit Velsignelser bereder
Af Sygdoms haarde Leiested.
Vi tælle, Brødre! Sorgens Øieblikke;
Men Glædens Timer — ak! hvi tælle vi dem ikke?
Omsmiler Glæden ei hver pragtløs Hytte,
Som nøisom Flid til Bolig valgte sig?
Mand, Fader! vilde Du med Fyrsten bytte,
Som tusend Slaver svagt beskytte,
Naar venlig Hustru favner dig,
Naar sunde Barn i gynget Vugge hviler,
Og vækket ved dit Kys dig mild imøde smiler.
Og naar Du, træt af gavnlig Syssel, nyder
Den Jonathan, Du fik af Himmelen,
Du ræddes ei, om Lumskheds Anlæg gyder
Lidt Edder paa det Sted, du pryder;
Thi Vennens Taare mildner den.
Tilsidst dog Lasters Yngel Dyden viger,
Lig fælest Morgendrøm, naar Verdners Lys opstiger.
Og du, som Himlen vældig fandt at være
En Lignelse af Guddoms-Kjærlighed,
Og vied’ Dig til Moder-Navn at bære;
Stort er dit Kald til Held og Ære,
Umaalt er din Lyksalighed:
Den sødt erstatter tusendfold hver Smerte,
Som er forvoven nok at nærme sig dit Hjerte.
Naar du ved elskte Byrdes Hvile tænker
Paa fjerne Tid, og herlig tænker den;
Naar Du hver Lyst, som blidest Lykke skjænker,
Den lille Sovende tiltænker,
Og synker rørt i Drømme hen;
Og naar da salig Graad i Øiet træder,
Hvo maler, Moder! kun et Glimt af dine Glæder? —
Som naar en fredsom Bølge venligt glider
Paa blanke Flod, den Himlen speiles i,
Og Skibet, ledt af kyndig Lods, fremskrider,
Med yndigt Land paa begge Sider,
Det dødelige Skjær forbi,
Og sig tilsidst i trygge Havn indlister,
Og hidser Glædes-Flag, og dyre Byrde mister: —
Saa vandre Livets klare Sommerdage
I stille Fryd mod sølvklar Aften hen:
Ei giftigst Orm kan skyldfrit Hjerte nage,
Og Dyd erkjender, Livets Plage
Forsvinder, naar man deler den:
Den kan den Lidende mod Jorden bøie;
Men ømt han reises op af Taaren i vort Øie. —
Ærværdigste blandt Dødeliges Dage!
Ærbødig seer jeg eders Helligdom:
Hvad Skuespil end Øiet kan indtage,
Fra Livets Aften om jeg saae tilbage,
Dog Intet nær mod eder kom:
I grændse tæt til Aanders Opholdssteder,
Og eders Fryd er stor, som Fryd i Evigheder.
O! ræk mig Haanden, Himlens Elskelige,
Du fromme Gamle, mens jeg skuer dig! —
See, Rynker, Aftenrødens Skyer lige,
Som paa den høie Pande stige,
Mod Himlen herligt hvælve sig,
Mens blidelig det dybe, klare Øie
Betragter Jordens Værk og svundne Dages Møie.
Sødt taler Venlighed af vise Læber,
Og drager Alt med aldrig svækket Magt.
Jeg seer den glade Afkom, hvor den klæber
Fast ved dit Bryst, og henrykt stræber
At gjemme Alt, hvad Du har sagt;
Jeg seer den milde Graad, som takfuld rinder,
Dig selv umærkelig, paa sølvgraae, skjønne Kinder.
Da farer forskende en hurtig Tanke
Igjennem flygtet Livs Omskiftelser.
I faderlige Spor Du skuer vanke
En hædret Søn, og Blomster sanke,
Som spire Dydens Bane nær;
Og i dit Bryst den store Tanke hæves:
„Hans Lykke er mit Værk: jeg leved’ ei forgjeves.”
Vel tørned’ Smerte mod din Barm: din Glæde
Steeg tidt med savnet Ven i Graven ned;
Du lærte, Dydens Lod var tit at græde;
Men Sorgen overgik til Glæde
Ved Følelsen af Evighed. —
O! kunde jeg, endnu paa farlig Bølge,
Dit glade Øiekast bag Livets Grændse følge! —
Jeg tier: — ha! min altfor svage Stemme
Udtømmer Glæden ei i Støvets Hjem;
Og, kunde jeg end Straalerne fornemme,
Som lyse Evigheder gjemme,
Hvor kunde jeg dog synge dem? —
Jeg tier: — hisset det min Stolthed blive,
Til Gabrielers Sang min Gjenlyd glad at give! —
Religion! du Engel fra det Høie,
Alene Skaber af usvækket Lyst!
Klart lyser Du for hvidnet Oldings Øie,
Og lindrer hede Dages Møie,
Og aander Trængsler af hans Bryst;
Du kjærlig knytter hans og Dødens Hænder,
Og seierkronte Sjel i Aanders Arme sender. —
Saa vandrer venligt, hist bag Vestens Dale,
Udmattet Dagens milde Konge ned;
Og røde Sky’r, og blege Stjerner tale,
Imens de Himlens Hvælving male,
Om den Forsvundnes Herlighed.
Et Øieblik — og kraftig han opstiger,
Og dybe Slummer fly’r, og Dug og Taage viger. —
Tør jeg, o! Du, hvis stærke Haand omspænder
Utællelige hele Verdener;
Hvis Aasyn ingen Dunkelheder kjender;
Hvis Barm af idel Godhed brænder;
Hvis Læbers Aande Alting bær: —
Tør jeg, — en Orm, — blandt Millioner Chore,
Nedknæle zittrende for Dig? — Du evig Store! —
O ja! det er Din Lyst, Seraphers Fader,
At Hver, som nærmer sig Din Thrones Fod!
At Hver blandt Dødeliges Myriader
Frimodig nævner Dig som Fader,
Og stor og viis og undergod;
Du mærker og, naar uforklarte Læber
Med ydmygt Offer op mod Helligdommen stræber.
Ved Dig er Smilet sødt paa Barnets Kinder;
Dit Bud gjør Ungdoms rene Glæde stærk;
Fra Dig al Manddoms stille Fryd oprinder,
Og Alt hvad Alderdommen finder
Af Trøst og Glæde, er Dit Værk:
Din blide Haand velsigner hver en Alder,
Paa dunkle Vei til Lyst og Hæder kalder.
Og findes paa den Vei, som Dine Daarer
Frivillig valgte sig at løbe paa,
En braadfuld Torn, som Vandringsmanden saarer,
Du faderlig tilgiver Taarer,
Og mægtig byder dem forgaae;
Og skjælver han ved Klippers Pynt, Du leder
Den Svage ved Din Haand blandt Nattens Farligheder.
Ak! Dødeliges Afmagt vældig tvinger
Den Røst, som alt for svagt fortolker Dig;
Dog tillidsfuld min Aand, o Fader! bringer,
Paa Andagts aldrig tunge Vinger,
Min Røst til Dig taknemmelig
Usmittet er den: i Dit Skjød den hvile! —
Og Du vil skue den med naadigt Blik og smile! —