Stor er din Magt, som byder i det Høie:
Af Leer du gjorde Mennesket;
Stor er din Magt: Du med dit vise Øie
Bevogter det.
Hvo maaler Dybet? Hvo tør dristig sige,
Om han end bar Eloahs Pragt:
„Jeg saae det hele, vidt udstrakte Rige,
„Og al din Magt?”
Ja, dybt i herligt Støv, som Almagts Stemme
Besjelte, seer din Helligdom,
Den sees som i et Speil, men vi fornemme
Fra hvem vi kom.
Og naar jeg da i dine Veie skuer
Et sikkert Guddoms Spor og Dig,
Da skal den Ild, der ulmer, høit i Luer
Udbrede sig.
Og — o! din Skabnings Hjerte skal opdage,
Alt er til Frelse for min Sjel,
Og ydmyg ei formaste sig at klage
Ved mindre Held.
Thi jeg er Støv; men Støvets Gud skal lede
Igiennem Qval til Himlen mig,
Og jeg skal fyrig, tillidsfuld tilbede,
O Forsyn! Dig.