Hallelujah, vor Gud! din Magt
Nedstraaler gjennem Himlens Pragt.
See, Sole vorde paa dit Bud;
Din Finger spreder Verdner ud:
Hvor er den Kraft, som halvt udgrunder
Det Ocean af Almagts Under?
Dets mindste Draabe selv er stor:
Slig Draabe blev, o Gud! din Jord.
Høit Havet bruser ud din Lov:
Sødt fløites den i løvrig Skov;
Høit dundrer den i Marmorfjeld:
Sødt risler den i Kildens Væld;
Høit toner den i Tordenbrag,
Og sødt i Vestens Aandedrag.
Dybt Himles Himle bøie sig
Og vil, men kan ei fatte dig.
Dit Øie smiler — Verdner staae;
Dit Øie truer — de forgaae.
Din Almagt toner ud et Bliv, —
Og Alt er til, og Alt er Liv;
Og Skarers Held, og Fremtids Haab
Fremlokker høie Fryderaab;
Men, om du vilde, kun et Nu —
O Gud! da var alene Du!
Du skuer blid til Jordens Throner,
Og blid til Armods Hytter ned;
Du styrer Livets Millioner,
Og styrer dem med Kjerlighed.
Du seer, naar Lasten Dyden saarer;
Du veier Ormes Fryd og Taarer;
Og viis du vikler Alting ud
Til Maalet, Du har sat, o Gud!
Velsign vort Folk! Velsign den Mand,
Der smiler Held til Folk og Land!
Befæst din Tjeners, Kongens Huus,
Mens Kroner falde ned i Gruus!
Hans Æt, vort Haab, hans hele Slægt
Sig fryde ved din Varetægt!
Lad evig Fred om Thronen groe,
Og Dyden i dens Skygge boe!
O store Fader for os Alle,
Som gik fra dine Hænder ud!
Velsign os, hør os, frels os Alle,
Du Alles Fader, Alles Gud!
Miskundelig Du selv os lære,
At vandre Livets Vei med Ære,
Og i vor Død ved Jesu Tro,
Til Dig vi gaae med Hjertero!