Der var to drillende Øjne,
som lyned af Pigemod,
skinned af skælmske Løgne
og gækked med ydmyg Bod —
Jeg husked hele Huset
og Havens Sommeri,
Jeg lytted til Mindesuset
og lukked mit Øje i:
Der var en lille Stue,
et Vindu aabent stod.
Den vigende Himmelbue
stirrede en imod.
Hen over Mark og Haver
gik Nattevinden sval.
Han stod og faldt i Staver —
der sang en Nattergal.
Jeg lo — og alt var faldet
paany i Glemsel hen.
Da var det, som blev der kaldet,
jeg vilde det se igen.
Jeg lytted til Mindesuset,
og Solen steg og sken,
og op jeg rejste Huset
af røde, faste Sten.
Vindverne ind jeg satte,
de mange, brede Fag.
Jeg tækkede med det glatte,
mørke Skifertag.
Jeg lagde Plæner og Gange,
det grønne Græs og Grus,
og jeg lod Vindene fange
de løvede Buskes Sus.
Og Roser op jeg slynged
ad Muren i min Drøm;
den vilde Vin jeg klynged
igen til de rustne Søm.
Jeg vidste det Sted at finde,
hvor en Veranda stod;
jeg skjulte den næsten inde
i Rankers Overflod.
Hvor Solen hedest brændte
— og længst — den varme Dag,
den bærende Vin jeg spændte
i Fylde fra Jord til Tag.
Ved Siden Abrikosers
Grene hæftet blev —
og gennem Haven Rosers
Skærsommeraande drev.
De gamle Træers Skygge
skælvede let for Vind,
og i det heles Hygge
jeg sank — som hjemme — ind.
De unge Sommeres Fylde
af Duft og Sværmeri!
Jeg maatte derud og hylde
den Lyst, jeg vaagned i.
Jeg kom ad de skinnende Veje,
blev skræmt af Stød og Slag;
Sten der faldt af Leje —
mit Hus var uden Tag.
Ned var Gavlen revet,
i Stuerne saa man frit;
Loft var Himmelen blevet,
Gulvet sølet hvidt.
Murerne gik i Støvet,
Væggene tog mod Stød.
Hærværk blev der øvet,
Sang og Fløjten lød.
I Haven laa Sten i Dynge,
Plæner og Gange var eet,
borte var Buskenes Klynge,
slagne laa Træerne spredt.
Jeg grebes af Vemodsvælde,
jeg havde jo ikke vidst,
det var Tid mit Hus at fælde.
Bort gik jeg træt og trist.
Selv var jeg ældre blevet,
og først jeg saa det nu:
I mig var der ogsaa revet
ned og brudt itu.
Var det, som det burde?
Jeg vilde ej tro det saa.
Jeg tænkte, at jeg turde
endnu som dengang gaa.
Jeg kunde vel rejse Huset
og sværme mig ganske ung? —
Over en Tomt det sused
mod en, hvis Hu var tung,
fordi den Tid, der højned
sig stolt mod Himmel blaa,
saa langt som Synet øjned,
alt i Ruiner laa.
Jeg var ikke mer derinde
i Sommertidens Hjem.
Nu var det kun et Minde,
og Vejen gik frem, ja frem.
Da vaagned der Længsler vage
mod Verden ny og vid.
Dejligt det var at drage
imod en ukendt Tid,
som Sindet kunde nemme,
frisk og dugbesprængt,
og atter kunde glemme
af andre Former trængt —
i Dagenes lyse Længde,
som udslukt atter gryr,
i Timer, sammentrængte
af Minutternes Æventyr.
Der klang baade stærke og blide
Toner i Sind og Sans,
og over al Verden vide
laa dyb, fortættet Glans.
Den laa der for at slukkes
og farve sig igen.
Mit Sind vilde dog ej lukkes
for Længselen derhen.